Luthersk

Luthersk lukker/flytter

2008-02-10T17:15:00.000+01:00

126 indlæg blev det til siden maj 2006. Men jeg stopper ikke med at blogge. Jeg flytter blot over på Præsten skriver på Augustanakirkens domæne. Og så fortsætter jeg med at blogge på Evangelisk-Lutherske Kommentarer og forhåbentligt får jeg også tid til i ny og næ at lave en anmeldelse på Lutherske Bøger. Men jeg tør altså ikke satse på at fortsætte Luthersk også. De gamle indlæg er dog stadig tilgængelige, og jeg svarer også gerne på kommentarer til dem.

Lutherske bøger: Douglas Judisch, An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts

2008-02-05T09:25:00.000+01:00

Lutherske bøger: Douglas Judisch, An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts

Jeg vil lige gøre opmærksom på denne anmeldelse på Lutherske Bøger.

Henrik Højlunds pietistiske homiletik

2008-01-26T20:26:00.000+01:00

Formand for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund, har i Februarnummeret af DBI-posten oplistet en række punkter, som - mener han - kendetegner dårlige prædikener. Man kan næppe være uenig i de rent tekniske retoriske ting, såsom at præsten da ikke skal læse monotont op eller stå ubevægeligt eller ikke se op fra manuskriptet. Her kan man altid forbedre sig - særligt unge og knap så erfarne prædikanter som jeg selv.

Højlund understreger også vigtigheden af bøn og bibellæsning og af at pege på Jesus og prædike radikalt om synden. Det er også positivt, at dette understreges.

Men så skriver han som pkt. 2:

2. Lad alle dine prædikener
formes efter et fast mønster
Uanset hvilken tekst, du skal
forkynde over, forkynder du altid
først lovens afslørende dom over
synderen og dernæst evangeliet
om syndernes forladelse ved Jesus
Kristus.

Enhver prædiken behøver efter min mening heller ikke i sin struktur følge dette skema, men hvis man vil sikre, at lov og evangelium deles ret og høres ret, er det bestemt ikke nogen dårlig ide at lade sin prædiken opbygge, så den også afspejler disse to hovedbudskaber, som må være gennemgående i enhver prædiken. Lov og evangelium er jo ikke to emner blandt andre i Biblen. Det er snarere de to nøgler som åbner Skriften både for prædikant og tilhører. Selvom enhver prædiken ikke behøver være bygget op med loven først og evangeliet derefter, så må den indholdsmæssigt være bygget op, så lovens afslørende dom kommer først og dernæst evangeliet.
Alternativet er, at lov og evangelium blandes sammen. At Henrik Højlund også tager den konsekvens, fremgår af det næste punkt:

3. Sørg for, at skyde evangeliet
ind foran og efter alt
Efterlad aldrig dig selv og tilhørerne
med nogen form for uro
i sjælen. Evangeliets trøst skal
lægges på til sidst hver gang. Hvis
f.eks. teksten består af formaningsord,
så husk at understrege,
at ingen dybest set kan efterleve
det. Ingen må forledes til at tro, at
de for alvor skal prøve.

Det er svært at komme udenom, at Højlund mener, at det er loven - og ikke evangeliet - der skal frembringe frugterne. Det var netop pietismens store fejl, at den troede, at det var uvished og lovens trusler, der frembragte helliggørelse, at de gode gerninger kom af "uro i sjælen". Men det er en lovisk sammenblanding af lov og evangelium. Det eneste, der kan give mennesker sand frimodighed til for alvor at prøve er at de har ro i deres samvittighed. Derfor formaner Paulus også netop ved Guds barmhjertighed (Rom 12,1).

Igen i pkt. syv understreger Højlund sin pietistiske sammenblanding af lov evangelium:

7. Tal så lidt som muligt om
Ånden og om Kristus i os
Tal altid om frelsen som noget der
helt og holdent sker udenfor os.
Husk: Vores følelser og erfaringer
er noget tvivlsomt noget.

Jeg er ikke modstander af at tale om Ånden og Kristus i os. Men frelsen er noget, der sker udenfor os. Kristi gerning i os er helliggørelsen. Den er også vigtig, men ikke en del af frelsen. Det er endnu en af pietimens gamle fejltagelser, der kommer frem igen og igen. Og vore følelser og erfaringer er i hvert tilfælde på ingen måde en del af frelsen. De er nemlig noget tvivlsomt noget, selvom pietismen lagde vægt på dem.

Herudover understreger Højlund, at man skal forkynde det personlige og selvoplevede og, når man taler om fortabelsen, skal det være med "smerte og dirrende alvor". Jeg har intet problem med helvedsforkyndelse. Det er vigtigt at advare om fortabelsen, men det er ikke prædikantens indlevelse og personlighed, der er afgørende, og hans sentimentale forkyndelse skal ikke rykke prædikenens fokus fra budskabet til prædikantens følelser.

Tårevædede fortabelsesprædikener krydret med prædikantens egne oplevelser får måske mennesker til at gå bevægede derfra. Men gik de derfra afsløret af lovens dom og tilsagt syndernes forladelse for Jesu stedfortrædende lidelses og døds skyld? Hvis ikke, er resten ligegyldigt.

Kirken og teologien

2008-01-21T19:17:00.000+01:00

Robert D. Preus:

"After a long ministry, I have discovered that when theologians do not want to discuss theology, the church is in trouble."

I Preus, Klemet I. (editor): "Doctrine is Life - The Essays of Robert D. Preus on Scripture"
p. 21

Bibelsk Skatkiste: om populære præster

2008-01-20T13:20:00.000+01:00

I Morten Luthers "Bibelske Skatkiste" København 1888, står der i en note til stykket til 17. Januar (s. 12):

Det er ikke godt for en Præst, når han ser Fred og ikke møder Modsigelse af Nogen. Det er et tegn på, at han ikke besidder den sande Lære. Thi denne Læres Ejendommelighed bestaar just i at vække modsigelse. Gud fri os for Præster, som alle Folk synes godt om.

Missourisynoden, AALC og Den evangelisk-lutherske Frikirke

2008-01-04T23:47:00.001+01:00

I sommers erklærede Missourisynoden (LCMS) kirkefællesskab med "The American Association of Lutheran Churches" (AALC). Dette kirkesamfund har tidligere skrevet om uenigheder med missourisynoden:

For example, the celebration of the Lord's Supper among congregations in The AALC could be described as "close" Communion. While the term "close" has been used in the LC-MS in the past, the current practice is to define this as "closed" Communion with the perception that Holy Communion in Missouri Synod churches is only for Missouri Synod Lutherans.

Teksten findes stadig på kirkesamfundets hjemmeside, så man må gå ud fra, at den stadig gælder: Distinctions of The AALC.

Men hvad er egentlig forskellen på closed og close communion. Closed communion handler om kirkefællesskab. Det handler om, at nadveren er et menighedsmåltid, der forudsætter enighed om lære og bekendelse og medlemskab af en retlærende kirke.

Close communion handler først og fremmest om, at præsten skal vide, hvem han tager til alters - om de modtager nadveren ret, dvs. ved hvad de får og ikke er ubodfærdige. Dette er vigtigt og enhver præsts pligt at gøre.

Men når læren om kirkefællesskab ikke berører ens nadverpraksis, har man reelt ikke en lære om kirkefællesskab. Og når LCMS kan erklære alter- og prædikestolsfællesskab med en kirke, der ikke har det det, må man spørge, om LCMS stadigvæk har en lære om kirkefællesskab.

Den har før erklæret kirkefællesskab med kirker, der var i kirkefællesskab med liberale kirker. Men med erklæringen om kirkefællesskab med AALC, kan der ikke længere være tvivl om, at LCMS er en vranglærende og unionistisk kirke.

Den Evangelisk-Lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) har formanet LCMS ledelse flere gange(se bl.a. her), men så vidt man kan læse af ELFK's hjemmeside, er den stadig i kirkefællesskab med LCMS og har ikke officielt suspenderet eller afbrudt det.

Men hvad betyder en formaning til LCMS om at afbryde kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund, hvis man selv opretholder kirkefællesskab med LCMS, som ELFK gør. ELFK har jo selv ved sin praksis vist, at de ikke fastholder den lutherske lære om kirkefællesskab.

Samtidig har ELFK i enhedsdokumentet mellem nordiske kirker, tilslutte sig følgende sande formulering om kirkefællesskab: "Kirkefællesskab skal imidlertid ikke grundes på individuelle menighedsmedlemmers trosbekendelse, men på den lære, som menigheden faktisk forkynder og bekender. På dette grundlag kan man udøve prædikestols- og nadverfællesskab mellem kirker og menigheder. Og dette betragter vi som kirkefællesskab." ELFK viser ved sin praksis, at man ikke er i overenstemmelse med enhedsdokumentet, når det gælder læren om kirkefællesskab.

I Augustanakirken er vi fastholder vi læren om kirkefællesskab, som den er formuleret i enhedsdokumentet. Vi vil også fastholde den i praksis. Derfor kan vi ikke indgå eller opretholde kirkefællesskab, dvs. nadver- og prædikestolsfællesskab, med vranglærende kirker.

Evangelisk-lutherske kommentarer

2007-12-30T19:44:00.000+01:00

Jeg forsøger mig lige med en blog på religionblog.dk:
Evangelisk-lutherske kommentarer

Statsstøttede kirker

2007-12-29T12:37:00.000+01:00

De, som ville have priviligerede Kirker, stride i Grunden kun for deres egne Privilegier; men smukt var det, om de udtalte det høit.

Andreas Gottlob Rudelbach, Dansk konfessionel luthersk teolog og den, der sikrede baptisterne religionsfrihed i Om Begrebet Folkekirke. En historisk-kirkeretlig Betænkning, betræffende den danske evangelisk-lutherske Kirkes fremtidige Stilling og Forhold til Staten. København 1854.

Videoprædikener

2007-12-29T12:33:00.000+01:00

Augustana Lutheran Church med Martin Diers som præst har en del video- og MP3-gudstjenester liggende på deres website efterhånden:
http://augustana.us/services

Håndtryk

2007-12-14T17:12:00.000+01:00

Så har Biskop Karsten Nissen truffet sin beslutning angående håndslag. Det blev et nej til de ordinander, der ikke vil give håndslag.

Nogle på folkekirkens højrefløj vil nok brokke sig over manglende rummelighed. I spørgsmålet om kvindelige præster er jeg helt enige med modstanderen på folkekirkens højrefløj. Jeg er også helt enig i, at man ikke kan give håndslag til en kvindelig præst ved ordinationen. Jeg mener blot heller ikke, at man kan give håndslag til en mandlig præst eller biskop, der er tilhænger af kvindelige præster eller anden vranglære.

Men betyder det, at trossamfund skal være rummelige. Nej, et trossamfund skal ikke være rummeligt. Religionsfrihed er netop frihed for alle religioner og trossamfund til ikke at være rummelige, så længe de ikke krænker andres frihed. Når et trossamfunds ret til ikke at være rummelig mistses, mister vi også religionsfriheden.

Der er ikke tale om forfølgelse, når rummeligheden i et trossamfund begrænses af trossamfundet selv, som det idag er sket i Viborg stift. Tværtimod ville der være tale om forfølgelse, hvis staten ikke tillod et trossamfund selv at afgøre, hvem der har adgang til dens embeder. Og er man uenig i trossamfundets lære og ordninger, kan man selvfølgelig ikke være forkynder og præst i det.

Det store problem består derfor i stedet i, at den såkaldte højrefløj insisterer på at blive i et trossamfund, som den ikke deler lære og praksis med. Når den så begynder at sætte grænser tilfældige steder (som ved håndtryk til kvindelige præster frem for til alle vranglærere), er der jo dybest set tale om en tilfældig diskrimination for ikke at sige decideret mandschauvinisme. Biskoppen, der ordinere disse kvinder begår en mindst lige så stor synd som disse kvinder - og det samme gør de mandlige præster og ordinander, som deltager. Det kirkelige fællesskah og dermed håndtryk ved ordinantionen bør nægtes til alle disse - og ikke kun til en enkelt gruppe.

Jeg kan derfor - borgerligt set - godt forstå, at nogen bliver sure, når højrefløjsteologer insisterer på at lade sig ordinere i en kirke, hvor de ikke anerkender deres kollegers embede.

Hvis man er uenig i folkekirkens ordinationspraksis, bør man forlade den. Det er både det bibelsk rigtige og det borgerligt mest ærlige at gøre.

Kvindehånd og bispehånd

2007-12-13T19:50:00.000+01:00

Imorgen afgør Statskirkebiskop Karsten Nissen, om det fortsat skal være muligt for mandlige ordinander i Viborg Stift at afvise at give håndslag til kvindelige præster ved ordinationer.

I denne artikel i Kristeligt Dagblad forklarer Anders Dalgaard, at et nej til muligheden nok ikke vil give problemer, da IM har åbnet for, at både medlemmer, medarbejdere og HB-medlemmer kan være tilhængere, selvom IM ikke har ændret officielt syn. Her må man dog spørge , om ikke en accept af tilhængere af kvindelige præster i HB og som medarbejdere (samt accept af kvindelige præster som prædikanter) er en de facto anerkendelse af, at kvindelige præster ikke strider mod biblen. At fastholde biblens lære på det punkt uden at det får konsekvenser, er for mig at se udtryk for ligegyldighed overfor læren.

Også Brian Nissen, som er medarbejder i IM, giver udtryk for sin holdning på sin blog.
Brian Nissen skriver bl.a., at man må give frihed til forskellighed indenfor "højrefløjen", da det ikke er et frelsesspørgsmål. Dette er udtryk for dét, man tidligere kaldte "gospel-reductionism" - at det ikke er Skriften, men Skriftens centrum, der bestemmer kirkens lære. Det var en af den bibelkritiske teologis mange fejl. I praksis fører det også til, at man vurderer lærespørgsmåls vigtighed ud fra, hvor mange af dem, der har samme fromhedstradition som en selv, der mener det samme. Brian Nissen drager tydligvis også den konsekvens, når han skriver:

Også her må vi passe på, at vi ikke giver indtryk af, at vi alle er ens. Selv gode og bibeltro teologer på den kirkelige højrefløj er rygende uenige om det her. Lad os derfor også her give hinanden lidt frirum - så vi ikke binder samvittighederne!

Men hvad skulle der nu være i vejen med at binde samvittighederne til Skriften. Og hvordan kan man vurdere, at nogen er "gode og bibeltro teologer", hvis ikke netop ved at vurdere, om de følger Biblens ord - også dens forbud mod kvinders udøvelse af myndighed og forkyndelse i kirken - og dermed også dens forbud mod kvinder i præsteembedet.

Hvis man forudsætter at nogen er "gode bibeltro teologer" på et andet grundlag end deres faktiske overensstemmelse med Skriftens lære, bliver der i stedet tale om en vurdering af deres intentioner eller brug af de rette fromhedsudtryk. Dette er i øvrigt mindst lige så ekskluderende som en vurdering af læren.

En ting er jeg dog enig med Brian Nissen i:

Hvorfor er det så stort et problem et give hånd til en kvinde, når man uden problemer gladeligt giver hånd til åbenlys vranglærende mænd?

Ja, hvorfor egentlig. Og hvordan kan ordinander, som er modstandere af kvindelige præster, lade sig ordinere af biskopper, som er tilhængere af kvindelige præster og ordinere disse.

Luthersk Julebud

2007-12-05T19:20:00.000+01:00

Pastor Vagn Lyrstrand har været redaktør på et adventsblad udgivet af Evangelisk Luthersk Kirke i København og på Sydfyn og Augustanakirken. Et flot lille hæfte med andagter, artikler og salmer - og invitation til fælles adventsfest mellem menighederne i "Skallen" i Svendborg d. 16. december kl. 14.

Send en mail til mig på pastor [snabela] augustanakirken.dk med navn og adresse, hvis du er interesseret i et eksemplar af bladet.

Tildigtning

2007-11-28T20:26:00.000+01:00

Har netop digtet vers 1 og 3, så der kommer lidt med om bodstiderne, herunder advent i kirkenytårssalmen på søndag: http://docs.google.com/Doc?id=dgpjghpf_26ghhgjt

Netbog om luthersk liturgik -kirkeåret

2007-11-28T17:07:00.000+01:00

http://members.ozemail.com.au/%7Esmithhp/resources/studies/hebart.htm

Her er nogle noter fra den tidligere amerikansk luthersk teologiprofessor Herbart, som jeg selv finder nyttige at repetere liturgiens teologi efter. Jeg har netop læst afsnittet om kirkeåret generelt og særligt advent i forbindelse med forberedelse af gudstjeneste til 1. søndag i advent, hvor vi begynder et nyt kirkeår.

Han gør opmærksom på, at kirkeåret indeholder hele frelseshistorien, hvilket er godt at blive gjort opmærksom på i ugen mellem to kirkeår. Her er lidt, blandet med mine egne reflektioner:

Kirkeåret begynder med advent, hvor vi særligt tænker på tiden fra skabelsen til Kristi komme, dernæst Kristi fødsel og gerning, Jul, åbenbaring ag hans herlighed i Helligtrekongertiden(epifani), hans lidelse, død (faste og langfredag) og opstandelse (påsken), himmelfart, og udgydelsen af Helligånden. Dernæst fejres kirkens tid, hvor vi sidder for Jesu fødder og lytter til hans undervisning, som vi nu lever i (trinitatistiden), som i de sidste søndage i trinitatis peger mere og mere på Kristi andet komme - tænk på verdensdommen i søndags.

På den måde når kirkeåret omkring hele frelseshistorien og den kristne tro, så der er ingen grund til at forsøge at opfinde den dybe tallerken igen ved at afskaffe kirkeåret og blot prædike over selvvalgte tekster. Med vores to tekstrækker er der da også mulighed for variation.

I adventstiden kan man derfor overveje at prædike over de gammeltestamentlige tekster og måske kunne disse varieres mere, så man når omkring flere messianske profetier, f.eks. til ugedagsgudstjenester.

Menighedsliv og prædikeembede

2007-11-23T22:49:00.000+01:00

I den danske oversættelse af min homiletiklærer fra Concordia Theological Seminary, Harold Senkbeils anbefalelsesværdige bog 'At dø for at leve', som LMH's elevforening har udgivet (hvilket de skal have stor ros), står der i udgivernes forord:

"Visse steder i bogen skinner det igennem, at Harold L. Senkbeil som amerikansk, luthersk præst har en anden kulturel og kirkelig baggrund end mange danske læsere. Således forudsætter han, at alle lutherske kristne har deres åndelige hjem i en menighed med en prsæt, som de betragter som deres åndelige hyrde, og hos hvem de modtager både forkyndelse, sakramenter og den personlige tilsigelse af syndernes forladelse"

Men er dette et udtryk for amerikansk kultur - eller er det ikke snarere simpelthen udtryk for sand bibelsk kristendom og menighedsliv. Kristus har indstiftet både den lokale menighed, hvori ordet og sakramenterne forvaltes (f.eks. Matth. 18) og prædikeembedet (f.eks. Matth. 28) til at forvalte ordet og sakramenterne. Forordet fortsætter:

"Missionshusforsamlinger, lægmandsarbejde og lægprædikanter, som vi kender det i Norden, tager han ikke i betragtning"

Men disse ting er ikke hverken udtryk for et bibelsk eller luthersk menighedsliv. Både missionhusforsamlinger og lægprædikanter er i strid med Guds ordninger. Gud har indstiftet den lokale menighed og prædikeembedet. Kan man ikke være i en menighed pga. falsk lære, må man bryde ud. Man kan ikke lave halvmenigheder og kalde halvhyrder. Det er både ubibelsk og uluthersk at dele en menighed og at lade en privat forening kalde prædikanter.

Det er også et usundt kristenliv, når man modtager nadveren et sted, sjælesorg et andet og forkyndelse måske et tredje sted. Gud har indstiftet hyrdeembedet til at drage omsorg for sjælene. Hvordan skal en hyrde kunne gøre det, når fårene shopper rundt til forskellige halvmenigheder for at høre en ny inviteret 'taler'.

Harold Senkbeils gode bog afspejler et almindeligt bibelsk og luthersk menighedsliv, hvor menigheden forsmales søndag efter søndag om Herrens ord og sakramenter forvaltet ved den hyrde, menigheden har prøvet i alle troens artikler, kaldet ved Helligåndens bistand og forpligtet på hele den lutherske lære ved offentlig edsaflæggelse og ordination.

Et sådant almindeligt menighedsliv har vi i den evangelisk-lutherske Augustanakirke og i 'Evangelisk Luthersk Kirke i København og på Sydfyn'.

Sækularisternes fatwa mod videnskabelig frihed

2007-11-17T12:20:00.000+01:00

Europarådet vil nu med magt bekæmpe friheden til at undervise i andre videnskabelige teorier om livets og verdens oprindelse end evolutionshypotesen. Det er et groft angreb på demokratiet og et forsøg på at gøre sækularismen til en statsreligion, der skal kontrollere videnskaben.

Støt forsknings- og ytringsfriheden mod totalitær sækularisme.

Jeg havde ved en fejl skrevet EU i stedet for Europarådet i første omgang. Har rettet det nu.

De to regimenter og sækularismen

2007-11-06T19:31:00.000+01:00

De sidste par år har man kunnet høre og læse en del om forholdet mellem religion og politik. Det er god luthersk tradition, at disse skal adskilles. Gud er herre begge steder, men samfundet skal styres efter den naturlige lov og fornuften, ikke det åbenbarede ord og evangeliet. Der skal ikke oprettes noget teokrati og mennesker skal ikke påtvinges den sande lære. Evangelieteksten til på søndag om at give kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, handler netop om dette.

Det er interessant, at den mand, der fik kongen til at indføre religionsfrihed for baptisterne få år før grundloven, var den ortodokse lutherske teolog, Andreas Gottlob Rudelbach, som også arbejdede for en fuldstændig adskillelse af stat og kirke. Den teologisk mere liberale biskop Mynster ønskede derimod en stærk statskirke.

Det burde være let at se, at Islam ikke kender til denne skelnen. Her ønsker man et teokrati, et tusindårsrige ligesom i ideologier såsom kommunisme og Nazisme, som også vil regere samvittighederne. Sådan var det også på mange måder i det gamle hedenskab, hvor statens guder var garanten for samfundet og derfor måtte dyrkes. Eller staten blev guddommeliggjort i form af kejserdyrkelse og detslige. Alt sammen sammenblanding af Guds verdslige og åndelige regimenter.

Sækularismen i vor tid er på mange måder en reaktion mod den islamiske sammenblanding af religion og politik. Desværre begår den ofte samme fejltagelse. Det gør den, når den ønsker religion ud af det offentlige rum eller vil kræve, at man sætter demokratiet over religion.

Det er sandt, at religiøs argumentation ikke bør bruges i en politisk debat. Her har modstandere af fri abort gjort en stor fejl og i øvrigt skudt os selv i foden. Fri abort er ikke et spørgsmål om religion, men om menneskerettigheder.

Det er også sandt, at demokratiet ikke skal underordne sig under sine borgeres religion og at man skal indordne sig under samfundets love, hvis man vil bo i Danmark. Men når man hævder, at det offentlige rum kun er til politik, angriber man dybest set religions- og ytringsfriheden. For denne frihed indebærer friheden til at missionere - ikke kun for sækularister. Ytringsfriheden indbærer også friheden til at fordømme og forkaste falsk gudsdyrkelse. Hvor denne frihed anfægtes - ofte i tolerancens navn- anfægtes samvittigheds- og ytringsfriheden.

Og når man kræver, at mennesker skal sætte demokratiet over deres religion, vil man regere samvittighederne og hjerterne. Da går staten ud over sit mandat og guddommeliggør sig selv, ligesom staten i teokratier og utopier gør. Det strider i virkeligheden også imod demokratiet at ville regere samvittighederne på den måde.

Prædikeembedet I

2007-11-04T18:11:00.000+01:00

Ofte bruges dette skriftsted til at begrunde missionsaktiviteter i al almindelighed, herunder også aktiviteter udført af lægmænd, f.eks. deres bekendelse af troen overfor deres næste(i en luthersk forståelse er en lægmand en, der ikke er kaldet til det hellige prædikeembede). Jeg vil ikke anfægte, at lægfolk skal bekende troen på arbejde, derhjemme og hvor de ellers kan komme til det. Det er en vigtig opgave, lægfolket har, som kan begrundes mange steder i Skriften, nemlig at bekende evangeliet overfor deres næste i kald og stand og derved drive mission(f.eks. 1. Pet 2,9).

Men spørgsmålet er, om Kristi befaling i Matthæus 28,18-20 er rettet direkte til alle kristne, eller om disse vers er rettet til apostlene og deres efterfølgere i prædikeembedet.
I vers 16 står der, at det var de elleve, Jesus talte til. Jesus havde selv kaldet disse mennesker og oplært dem i flere år. Hans tilhøre var mange flere end disse. Men da løftet rækker til verdens ende kan det omvendt ikke være begrænset til apostlene alene, men må også inkludere deres efterfølgere i prædikeembedet.

Dette embede, hvis guddommelige indstiftelse benægtes af mange, nævnes mange steder i Skriften, f.eks. 4,11-12 og ApG. 20,28.

I Matthæus 28,18-20 siges der meget klart, hvad dette embedes opgaver er, nemlig at gøre menensker til disciple, døbe og undervise i alt, hvad Kristus har befalet. Mennesker bliver disciple gennem forkyndelsen af evangeliet. Hvad Kristus har befalet indbefatter både budene om, hvordan mennesker skal leve samt hele hans lære, herunder nadverbefalingen. Prædikeembedets opgaver kan altså ikke skilles fra hinanden i abstrakte 'funktioner', som lægprædikantvirksomhed gør. Nej, befalingen indbefatter både forkyndelse, undervisning og sakramentsforvaltning.

Hvordan kaldes man så til prædikeembedet. Jesus havde kaldet apostlene og kaldte endnu mens apostlene levede profeter gennem apostlene. Men efter apostlene kalder han ikke mere menensker til at prædike direkte. I stedet kalder han gennem sin menighed, som har nøglemagten (Matth. 18), så den kalder mænd til at forvalte nøglemagten, ligesom apostlene gjorde det(Joh 20,23).

Glædelig Reformationsdag

2007-10-30T20:51:00.000+01:00

I dag er det årsdagen for den danske reformation, 30. oktober 1536. Antikristens magt blev brudt og evangeliet kunne igen lyse i sin klarhed. Men hvor lyser evangeliet klart i Danmark i dag? Hvor prædikes lov og evangelium ret og hvor forkastes alt falsk lære, der angriber evangeliet?

I Folkekirken kan man prædike næsten hvad som helst - som ateist (Grosbøl) bliver man nødt til selv at sige op, hvis man vil væk.

I de pietistiske bevægelser (repræsenteret bl.a. ved Evangelisk Luthersk Netværk) skal man gerne være enige om nogle moralske punkter og så treenighedslæren. Men man taler ikke imod Leuenbergkonkordien og efterhånden er Guds skaberordninger heller ikke så vigtige (f.eks. nedtones modstand mod kvindelige præster). Man accepterer også gerne den nye postmoderne liberaleteologi under dæknavnet 'emergent church' og sluger gerne evangelikal og karismatisk teologi og praksis.

I 'frikirkerne', dvs. evangelikale og karismatiske frikirker har man aldrig holdt sig til Guds ords rette lære, men har fornægtet den, hvor det ikke stemte med ens sværmeriske meninger. Det gælder f.eks. i læren om arvesynden, den trælbundne vilje, sakramentslæren, kristologien etc.

Pavekirken, som fascinerer mange, lærer stadig sit falske evangelium om, at mennesker retfærdiggøres ved tro og gerninger og ikke ved Kristi tilregnede retfærdighed alene.

Det er glædeligt, at Gud friede Danmark fra Pavekirkens mørke, men det er sørgeligt, at Danmark i dag befinder sig i et nyt åndeligt mørke. Her hjælper menneskeskabte strategier og at tilpasse sig tidsånden ikke. De eneste, der lader sig påvirke af det, er dem, der tilpasser sig.

Nej, det eneste, der kan frelse fra åndeligt mørke er tilbagevenden til Den Hellige Skrifts rene lære og evangeliet om Kristi tilregnede retfærdighed, som skænkes uforskyldt i nådens midler og modtages ved troen, som Helligånden skaber ved nådens hellige midler.

Uddybelse: BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

2007-10-26T23:15:00.000+02:00

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

Jesper Veiby skriver om nadveren:

Det samme gælder dogmet om, at nadveren "fysisk er Jesu legeme". Begrebet "fysisk" indebærer i al almindelighed, at noget kan sanses eller kan observeres via fysiske instrumenter. Hvis det ikke tilhører det fysiske univers, ikke kan ses, høres eller på anden måde observeres, så virker det ret så meningsløst at betegne noget som fysisk. Forvirringen opstår, fordi man ikke kan holde sig til Jesu ord om at "dette er mit legeme", men man insisterer på at forklare dette med problematiske ord, som enhver der hørte ordene umiddelbart ville mene måtte være af andet indhold.

Jesper Veiby har en noget uklar begrebsbrug. Jeg har ikke skrevet 'fysisk' noget sted - af gode grunde. Dette ord kan bruges på flere måder og jeg ville ikke bruge det uden at definere det nærmere. Nu fører JEsper det så ind i debatten - tilsyneladende som om lutheranere skulle insistere på dette ord i sig selv. Derefter definere Jesper ordet på en sådan måde, at enhver kan se, at nadverens brød ikke er Jesu 'fysiske' legeme. Hvis Jesper med fysisk, at det kan sanses og observeres, vil jeg ikke insistere på dette ord(hvilket jeg heller ikke har gjort!). Hverken jeg eller den lutherske kirke har insisteret på et bestemt ord uden at betydningen af dette ord var klart.

Hvis ordet fysisk derimod betyder 'naturligt', vil jeg gerne insistere på det. Det fremgår nemlig klart af Skriftens enkle ord, at det er Jesu sande og naturlige legeme, der gives os skjult under brødet og hans sande og naturlige blod, der gives os i nadverens vin.

Det er faktisk Jesper Veiby, der skaber forvirringen, når han i stedet for at forholde sig til dét jeg og den lutherske kirke lærer, blander sådanne uklare ord og begreber ind. Der er stadig ikke Skriftens sprogbrug, der er uklart, men Jesper Veiby, der skaber forvirring ved sit uklare begrebsbrug.

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

2007-10-26T19:07:00.000+02:00

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

Jeg fortsætter hermed debatten med Jesper Veiby fra september måned.

Jesper Veibys hovedtese er, at man ikke kan forstå Biblen ved hjælp af almindelig syntaks og sprogforståelse.

Jesper Veiby henviser her til debatten ml. Calvinister og lutheranere om dåben og nadveren, hvor Calvinisterne indførte den filosofiske tanke om finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige. Jesper Veiby påpeger det meningsløse i denne sætning. Jeg er for så vidt ikke uenig. Sætningen er et filosofisk påfund, indført i debatten af calvinister som baggrunden for at afvise inkarnationen og Herrens legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin.

Dernæst peger Jesper på ordet 'blive', som han hævder må have en anden betydning end i ordinært sprogbrug. Jeg er enig i, at det første sted man må lede efter et ords betydning i biblen, er i biblen. Men ordet bliver har ikke nødvendigvis en anden betydning. Hvis en Svend ved navn Peter bliver udlært, hedder han stadig Peter. Det er uklart, hvad Jesper mener, at bliver betyder. Tilslutter han sig en calvinistisk lære om Kristi to naturer?

Dernæst forholder Jesper sig til nadverlæren. Han indføre begrebet 'fysisk' i debatten, definerer begrebet, hvorefter han afviser det. Han forholder sig dog ikke til den evangelisk-lutherske nadverlære, hvorfor jeg ikke ser grund til at kommentere det.

Jeg mener stadigvæk, at Jesper Veiby anvender samme metode som Jehovas vidner i sin skriftudlægning, selvom han benægter færre kristne dogmer end de gør. Hvad Jesper lærer om inkarnationen og om nadveren er uklart, men Skriftens lære er ikke uklar på disse punkter. Og kun den lutherske kirke bekender Skriftens lære klart på disse punkter.

Lov og evangelium

2007-10-22T20:45:00.000+02:00

a)Loven b) Evangeliet
a) Gud hader synden. b)Gud elsker syndere.
a) Gud er vred på alle syndere. b) Gud er velvillig mod alle syndere.
a) Gud vil ikke tilgive synd . b) Gud har tilgivet alle synder.
a) Gud vil ikke frikende. b) Gud har frikendt hele verden
a) Gud vil ikke lade synden forblive ustraffet. b) Gud eftergiver os vores straf
a) Gud vil erklære dem retfærdige, som holder loven. b) Gud erklærer dem retfærdige, som har brudt loven

Skemaet er let fordansket fra 'Skriften og Saligheten' af Siegberg Becker, Chronos forlag 1976.

Disse to store tilsyneladende modsætninger i Den hellige Skrift, løses kun ét sted: Kristi kors. Her straffede Gud synden og udgød sin vrede over sin enbårne søn i alle menneskers sted. Derved åbenbarede han sin vrede og forkastelse af alle syndere. Men i sin nåde og kærlighed mod alle syndere lod han sin enbårne søn straffe i vores sted og erklærede ved hans opstandelse verden retfærdig i ham, før et eneste menneske var kommet til tro. Nu uddeler han syndernes forladelse i sine nådemidler ved sine hyrder og lærere ufortjent og skabewr selv troen på syndernes forladelse ved disse nådemidler. De fleste kætterier består i at blande lov og evangelium sammen eller gøre en af dem mindre og som konsekvens også den anden og Kristi kors.

Dr. Luther om lære og liv

2007-10-22T17:17:00.000+02:00

"Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kræligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder fremfor alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse; men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler dagligt i liv og sæder, ligesom alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift."

Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,10b, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 258-259, København 1984.

Ikke længere en husmenighed

2007-10-21T16:16:00.000+02:00

Augustanakirken har i dag holdt sin første af mange planlagte gudstjenester i mødelokaler på Åby Bibliotek. Det var en succes, men der er stadig ledige pladser, så kom bare. Se gudstjenestetidspunkter her.

Gudstjeneste i København

2007-10-20T18:14:00.000+02:00

Til interesserede, som ikke kan komme til Augustanakirkens gudstjeneste imorgen 20. s.e. Trinitatis, vil jeg henvise til Pastor Lyrstrands gudstjeneste kl. 10.00.

Gudstjenesten foregår

Ålekistevej 157
2720 Vanløse

Augustanakirken glæder sig over fællesskabet med Pastor Lystrands menigheder i København og på Langeland.

Walther om lærevished

2007-10-19T15:42:00.000+02:00

"Guds ord siger os i Jeremias 23,28, hvor Gud taler: "men den, der har mit ord, skal tale mit ord i sandhed. Hvad har strå med kerne at gøre? siger Herren." Altså skal der kun være kerner og ingen strå i vores prædiken. Apostlen Paulus advarer Galaterne, Gal. 5,9: "Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen." En smule falsk lære fordærver hele læren, vil han siger. Og Moses advarer allerede: "I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra, men I skal holde Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer." og Johannes slutter hele Biblen med de samme ord. Når man nu siger: "Man kan ikke komme så langt, at man kan fremstille troens artikler i overensstemmelse med Skriften", så er det en djævelsk lære. Særligt når studerende hører det, så er det en sand helvedsgift, som sprøjtes ind i deres hjerter; for så beflitter de sig ikke overhovedet ikke på at komme til bunden i sandheden, for at komme til klarhed om sandheden."

C.F.W. Walther i 'Die Rechte Unterscheidung zwischen Gesetz und Evangelium', fjerde aftenforelæsning, 3. oktober 1884 s. 29. Findes også i engelsk oversættelse her.

Ferie til og med 16. oktober.

2007-09-27T18:18:00.000+02:00

I perioden indtil da vil jeg efter al sandsynlighed ikke opdatere min blog eller godkende kommentarer.

BIBELSK / Jesper Veiby

2007-09-19T11:38:00.000+02:00

BIBELSK / Jesper Veiby

Jesper Veiby har endnu et indlæg i vores debat om kristen erkendelse. Mit svar burde måske have været på min anden blog - Luthersk Teologi, men da debatten har kørt her, fortsætter jeg her. Så må I springe det over, hvis det er for kedeligt.

Han tager fat i de samme to punkter og fastholder, at der er lighed mellem at forstå teksten og så at forene tilsyneladende modsætninger ved hjælp af fornuften, som han hævder, at de nævnte lutherske paradokser er. Intet af det er ifølge Veiby at sætte fornuften over Skriften.

Dernæst gentager han påstanden om, at Skriften i sig selv er død og bringer tom erkendelse, hvis ikke Helligånden kommer til, selvom han samtidig forsøger at sige, at den ikke er død. Slutresultatet er dog, at han hævder, at Skriften er død, hvis ikke Helligånden kommer til udefra.

Punkt 1.
Veiby roser min analogi, men jeg må desværre korrigere den, da den har givet anledning til den misforståelse/mistolkning, at jeg ikke skulle mene, at man bruger sin forstand, når man læser Skriften. Det passer selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er, snarere, om det er fornuften, der former erkendelsen eller om det er det erkendte objekt, der former erkendelsen.

Måske var det bedre at spørge, om det er forstanden eller indtrykket af objektet, der er det voks, der formes af hånden i erkendelsesprocessen. Hvis det er fornuften, der former indtrykket af objektet og ikke blot er det voks, der formes, kan Veiby vel hævde, at der ikke er stor forskel på det og så at lade forståelsen forme af, hvad ens fornuft kan rumme.

Veiby bør så drage samme konsekvens ved lignede paradokser, såsom at Gud blev menneske helt og fuldt i Jesus Kristus; at en mands fald førte til fordømmelse for alle mennesker; at Gud er kærlig og dog retfærdig, så han dømmer de vantro til evig pine osv. Konsekvensen af Jesper Veibys rationalistiske kristendomsforståelse er altså en lære, der ikke er meget ulig Jehovas Vidners lære.

Hvis forstanden derimod er som er stykke voks, som teksten former (uden at det dog fratager eksegeten og dogmatikeren et stort arbejde med både grammatik, stilistik og korrekte logiske slutninger fra Skriften), tager Jesper Veiby fejl. Der er forskel på logiske slutninger fra Skriften og så at forene tilsyneladende modsætninger, som kun er modsætninger i den kødelige fornuft. Et eksempel herpå er det filosofiske princip finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige, som calvinister bruger til at fornægte Skriften simple ord om nadveren - og til reelt at fornægte tonaturslæren. Dette princip er et filosofisk princip, som lægges ned over Skriften udefra. Her er det den kødelige fornuft, der gøres til dommer over Skriften.

Punkt 2
Her indleder Jesper Veiby med at erklære sig enig i, at Helligånden følger med ordet. Men kort efter modsiger han sig selv(apropos logik) og hævder, at Skriften alligevel kan være tom og virke død erkendelse, hvis ikke Helligånden kobles på. Her peger han så på nogle særlige menneskers salvelse som det, der skal give sikker erkendelse. Jesper Veiby indfører her et nyt pavedømme - for hvem skal bedømme de salvede, hvis Skriften ikke i sig selv er klar - men det er dem, der gør den klar.

Jeg er ikke uenig i, at kun Helligånden kan virke sande teologer, som i hjertet tro den sande lære - det er Skriftens indre klarhed, som virkes af Ånden - men Ånden virker den alene gennem det ydre klare ord, som oplyser syndige menneskehjerter. Det er ikke de syndige menneskehjerter (heller ikke de menneskehjerter, der praler af deres salvelse), der skal oplyse Guds ord.

Det er derfor enhver kristens ret og pligt at bedømme hyrder og lærere efter Guds klare ord - og det er enhver hyrde og lærers pligt at overbevise menigheden om Guds ords sande lære med Guds klare ord og ikke med henvisning til sin salvelse.

BIBELSK / Jesper Veiby: Skriftsyn og fornuft...

2007-09-17T20:41:00.000+02:00

BIBELSK / Jesper Veiby: Skriftsyn og fornuft...

Jesper Veiby har her en replik til mit indlæg om skriftsyn og fornuften.

Hans kritik rummer to punkter: 1. At jeg opstiller et falsk argument, når jeg hævder, at man sætter fornuften over Skriften, når man lader fornuften begrænse Skriften. Jesper Veiby hævder, at jeg gøre det samme. 2. Skriften forudsætter mere end fornuften, nemlig en særlig åndelig 'salvelse', som gør den 'salvede' lægmand mere sikker på, hvad Skriften siger.

Punkt 1
Jesper Veiby opstiller et falsk argument, som bygger på en kantiansk/modernistisk forforståelse. Han hævder, at jeg sætter sprogkundskaben over Skriften, fordi jeg fastholder, at ordene skal forstås i deres normale betydning, medmindre andet fremgår af konteksten. Hermed forudsætter Jesper Veiby, at begrebsdannelsen ligger i det læsende subjekts forstand og af denne lægges ned over Skriften.

Jesper Veiby forudsætter sin egen kantianske erkendelsesteori. Hvis det omvendt er sådan, at det er de ydre objekter og i dette tilfælde teksten, der former forstanden, falder Jesper Veibys argument. Veibys hele argumentation hviler på det grundlag, at det er forstanden, der skaber mening ud af erkendelsesobjektet i erkendelsen og ikke erkendelsesobjektet, der virker erkendelsen i forstanden.

Forstanden er for Veiby ligesom et par briller, man ser virkeligheden igennem, hvor jeg forestiller mig forstanden som et stykke voks, som virkeligheden indprenter sig på - det er den førmoderne måde at anskue det på.

Jesper Veiby henviser dernæst til selvmodsigelser altså udsagn af formen ikke-A er A. Men det er ikke sådanne udsagn, jeg har henvist til, men udsagn, som går ud over den menneskelige fornuft og fatteevne.
De eksempeler jeg har taget frem, passer faktisk bedre til Jesper Veibys øvrige eksempler, ang. videnskaben, som når frem til et bibelstridigt resultat.

Punkt 2
Veiby mener, at Skriften selv giver udtryk for, at vi ikke kan forstå Skriftens ydre ord uden at Helligånden kommer til. Der må en særlig salvelse til. Jeg er enig med Jesper i, at Helligånde må til for at frelse os, men i modsætning til Veiby mener jeg netop, at Helligånden kommer gennem det ydre ord, hvis kraft og klarhed, Veiby fornægter.

Emmausvandrerne, som Veiby henviser til, er et godt eksempel. Jesus sender dem ikke en salvelse, så de uden ydre ord gætter sig frem til Skriftens mening. Nej, først bebrejder han dem faktisk, at de ikke tror profeterne, hvorefter han ved ydre ord udlægger den for dem. Teksten beviser altså præcis det modsatte af, hvad Veiby hævder.

I SL. 119 vers 105, står det klart og tydeligt: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.

Det er ikke paven, den 'oplyste' fornuftsdyrker eller den åndeligt salvede, der skal oplyse Skriften, men det er Skriften,d er ved sit ydre ord oplyser os, ikke blot så vi forstår ordenes ydre mening, men gennem denne ydre mening skaber den troen og tilliden i os, fordi de ydre ord bærer Helligånden, som oplyser vore hjerter og samvittigheder.

Skriften er ikke døde bogstaver, der behøver syndige menneskers lys, men den er Guds levendegørende ord, som oplyser og nyskaber syndige menneskehjerter.

Den åndelige blindhed skyldes ikke Skriftens uklarhed men kødets manglende vilje til at tro. De ydre ord forstås, men de fornægtes i hjertet - bl.a. fordi fornuften vil gøre sig til dommer over dem. Det er f.eks. ikke svært at forstå meningen af Jesu simple ord om, at brødet er hans legeme og vinen hans blod - men for den syndige menneskeforstand er det en dårskab og ufatteligt - derfor vil de ikke tro det. Kun Helligånden kan oplyse det formørkede menneskehjerte - men han gør det gennem det ydre ord. Må han åbne vranglærernes åndelige øjne og kurere deres blindhed. Det er nemlig ikke Skriften og øjnene, der er lukkede.

Skriftsyn og fornuft

2007-09-15T17:45:00.000+02:00

Hvad er fornuftens rolle i i et ortodoks-luthersk skriftsyn?

Fornuftens rolle er at være tjener for Skriften og ikke herre over den. Heri ligger både et negativt og et positivt syn på fornuften.

Negativt kan man sige, at fornuften ikke skal dømme Skriftens lærdomme eller omtolke dem, så de harmonerer med den. I den forstand er luthersk kristendom antirationalistisk.

Når Skriften lærer, at man skal døbe alle folkeslag, at vi er født som syndere og at dåben frelser, så skal fornuften ikke blande sig og benægte dette.

Når Jesus simpelt og klart i Skriften siger, at nadverens brød og vin er hans legeme og blod, så må fornuften underordne sig, som Kingo skriver i 'O Jesus på din alterfod' (gl. DDS 427) v. 6:

Hvordan det sker, det ved jeg ej,
her har han ikke vist mig vej,
min sans så højt sig ej bør sno,
det er mig nok hans ord at tro.

Når Guds ord lærer simpelt og klart, at det er Gud alene, der virker troen gennem ordet og sakramenterne og bevarer dem til evigt liv, at han har forudbestemt dem,d er bliver frelst, og samtidig, at han vil at alle menensker skal frelses og at fortabelsens årsag alene skal findes hos menensket, så må fornuften bøje sig for Skriftens klare ord og ikke stille sig op som dommer over den.

Samtidig rummer Luthersk kristendom også en positiv opfattelse af fornuften. Luthersk kristendom er nemlig ikke antirationel som megen postmoderne oplevelseskristendom, hvor man hylder mysteriet for mysteriets egen skyld og ikke, fordi det er åbenbaret i Skriften. I modsætning til moderne og postmoderne erkendelsesteori og hermeneutik, fastholder luthersk teologi sprogets klarhed og Skriftens ydre klarhed samt muligheden for at drage logiske slutninger fra Skriftens udsagn til læreudsagn. Fornuften er givet af Gud til at læse og forstå Skriften. Det kræver nogen gange arbejde, at forstå Skriften, men det er ikke umuligt. Men Guds ord er ikke blot en død genstand, der skal oplyses af fornuften, men den er et klart lys, der oplyser fornuften (Sl.119 vv. 105). Men som tjener, særligt i forståelsen af Skriftens ydre ord, har fornuften en stor rolle.

Ny blog: Luthersk teologi

2007-09-15T15:09:00.000+02:00

Jeg har fundet ud af, at mine indlæg på denne blog svinger fra populærteologisk og opbyggeligt til mere fagteologiske indlæg, som ikke altid passer sammen med resten af bloggen. Jeg har derfor valgt at lave endnu en blog, Luthersk Teologi, hvor jeg vil gå lidt dybere i nogen ting, bl.a. det teologihistoriske.
Læsere og kommentatorer fra Luthersk er selvfølgelig også velkommen på Luthersk Teologi (Og omvendt).

Augustanakirken: En Bekendelse

2007-09-12T20:23:00.000+02:00

En bekendelse til Skriftens lære i nogle aktuelle spørgsmål:

Augustanakirken: En Bekendelse

Disse lærepunkter var en del af baggrunden for Augustanakirkens dannelse.

Luther og musikken

2007-09-08T13:11:00.000+02:00

Hvilken musik bør man bruge i gudstjenesten. I en tid, hvor begrebet 'lovsang' er blevet en genrebetegnelse for blød pop med stærk emotionelle melodier og tekster, der mere forsøger at udtrykke den lovsyngendes følelser end pege på Guds frelsergerninger, kan det være en god ide at besinde sig på, hvordan musik bør bruges i gudstjeneste- og kirkesammenhæng.

Musikken har altid haft en vigtig rolle i Den Lutherske Kirke. Luther kaldte den 'menneskenes følelsers herskerinde og styrer' og gav den den højeste plads efter teologien. Musikken kan drive menensker til både dyer og laster. Luther vægter på den måde musikken langt højere end moderne tiders eksistentialistiske musiksyn, hvor man ikke anser musikken som noget, der kommunikerer noget.

E. Thestrup Pedersen skriver i "Nattergalen fra Wittenberg' p. 28 :

'Det drejer sig for Luther i musikken ikke om, at følelsen af sorg og glæde finder sit udtryk, endnu mindre om, at mennesket skal bruge musikken til at svælge i egne følelser. Musikken viser hen til alle virkelige glædelige følelsers objektive grund: til Guds godhed. På denne måde kan musikken tjene Guds ord. Kun således står musikken ved siden af teologien, ikke bare som ramme om den.'

Reuning skriver i artiklen 'Luther and music' (Concordia Theological Quarterly (CTQ) vol 48, nr. 1 jan 1984):

One of the most frequent themes in Luther's writings was that
music, independent of any text or other influence, is a unique
dynamic that either reinforces or undermines the meaning of the
words.

Reuning fortsætter med at beskrive de to former for emotionel kommunikation, som musik kan udøve: den dionysiske og den apollononiske:

Music that communicates emotions with a Dionysian force is
that kind which excites us to enjoy our emotions by being
thoroughly involved or engrossed in them with our entire person.
Our enjoyment oft he emotion then becomes ego-directed, driven
by the desire for self-gratification.

Og videre:

Under Apollonian influence our emotions are viewed empathically or contemplatively in a more detached fashion, so that they might always be subject to our discretionand judgment.
Since the major point of the Reformation, as of Scripture itself,
was to turn man away from everything within himself as the
source of hope and assurance of salvation - to the grace of God
alone, earned for us by Christ Himself - it was logical for
Lutherans to use Apollonian music

I en anden artikel 'Confessional music' ( fra CTQ vol. 44 nr. 4 1980) skriver han bl.a. om de lutherske fædre p. 214:

They employed a kind of music that emphasized
the content of the words - in fact, a craft molded by the
words, an idiom designed to deal interpretatively with the text, a
music that preached.

Og videre:

To summarize, in Luther's day, as in our own, music served two
primary functions: (1) to get physical and outward emotional
response, and (2) to encourage an enduring response of the mind
and heart.

Den første form for musik forbinder Reuning med sværmerne, hvis fokus netop var menneskets følelser, mens den anden form for musik er den, den lutherske kirke har brugt, hvor fokus er på teksten og melodien er en tjener for teksten.

Musikken skal bære forkyndelsen af ordet i teksterne og tjene disse. Ordet er det ydre ord, som meddeler objektivt indhold og ikke blot en følelsesappel. Derfor må kirken bruge apollonisk musik til at bære ordet.

For en tilbagevisning af myten om, at Luther brugte værthussange som baggrund for bl.a. 'Vor Gud han er så fast en borg', se dette svar(s. 4).

Se Desuden Klemet I. Preus 'The FIre and the Staff' CPH 2004 p. 150-161, et afsnit med overskriften ' Music ind the Church', hvor han forholder sig til brugen af bl.a. popmusik i kirken.

Skriftens virkekraft og pietismens rødder

2007-09-02T21:16:00.000+02:00

Den lutherske ortodoksi havde ved sin store stridsteolog, Abraham Calovius, en interessant strid med teologen Hermann Rathmann om Skriftens virkekraft/effektivitet. Iflg. Rathmann blev Skriften først virkekraftig, når den kom i brug. Heroverfor hævdede Calov og ortodoksien, at Skriften var virkekraftig ante et extra usum (før og udenfor brugen). Skriften fik ikke sin virkekraft fra brugen af den. Det var ikke kirken/individet, der ved sin åndsoplysning skulle gøre Skriften virksom. (Se om denne strid bl.a. Preus, Robert 'The Theology of Post-Reformation Lutheranism I" p. 367-371 samt Jung, Volker: 'Das Ganze der Heiligen Schrift' p. 94-101)

Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.

Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?

'Lov og evangelium' og vækkelsesbevægelserne

2007-08-28T22:48:00.000+02:00

Nu og da hører jeg yngre mennesker med baggrund i vækkelsesbevægelserne i statskirken (IM, LM osv.), som har et behov for at distancere sig fra denne baggrund, rette deres skyts mod luthersk teologi, som de identificerer med denne baggrund.

Sådan har jeg i tidens løb hørt en del kritik af begrebsparret 'lov og evangelium' med henvisning til nogle teltemøder(mener jeg) og noget missionshusforkyndelse med en masse lov og lidt evangelium til sidst.

Jeg skal ikke gøre mig klog på hverken nutidens eller tidligere tiders missionshusforkyndelse. Min viden derom er er primært på anden hånd. Jeg vil alligevel gerne udfordre sammenkædningen med den lutherske skelnen mellem lov og evangelium. Jeg har nemlig svært ved at genkende den lutherske skelnen mellem lov og evangelium i det billede, der tegnes fra disse 'post/neo-pietister', eller hvad man nu skal kalde dem.

Jeg vil dog vove den påstand ud fra mit begrænsede kendskab til forkyndelsen i disse sammenhænge, at problemet ikke har været den klare skelnen mellem lov og evangelium, men snarere manglen på samme eller måske snarere forsimplingen og forvanskningen af denne skelnen, delvist på grund af den udbredte brug af lægprædikanter. Lægprædikanter kender dels oftest ikke menigheden, fordi de måske kun er der en aften; og dels er de ikke prøvede, om de kender hele den sande lære, sådan som retteligt kaldede hyrder og lærere er det (eller burde være).

Er det man vender sig mod ikke snarere en prædiken med 95% lovens dom over synden og så til sidst 5% lov om at man skal beslutte sig for at følge Jesus/tage imod Jesus som sin Herre og frelser/omvende sig/invitere Jesus ind i sit hjerte eller hvordan synergismen nu har vist sig(synergismen= tanken om at mennesket kan medvirke til sin egen omvendelse). Det man vender sig mod er et forfalsket og forsimplet skema og ikke den rette skelnen mellem lov og evangelium.

Man bør da snarere vende sig mod synergismen, som er det egentlige og dybereliggende problem. Man bør vende sig mod ethvert forsøg på at gøre troen til en præstation, en lovgerning og i stedet få øjnene op for Guds nådemidler, som rækker syndernes forladelse og Helligånden her og nu. Det er det alene, der kan overvinde uvisheden uhyre, som synergismen fodrer, uanset om det er i form af lov-lov-prædikener eller felt-needs-lov-prædikener.

Teglgaards Hjørne

2007-08-28T21:47:00.000+02:00

Min kære hustru har bidt maskinstormeren i sig og oprettet en blog om litteratur og historie: Teglgaards Hjørne

Pietismens specielle karakteristika

2007-08-19T12:27:00.000+02:00

Iflg. Ernst Valentin Löscher, ortodoksiens forkæmper mod Halle-pietismen, iflg. første del af hans Timotheus Verinus:

1. Fromt udseende indifferentisme overfor tro og lære.
2. Foragt overfor nådemidlerne, herunder et subjektivistiske skriftsyn.
3. Foragt for embedet
4. Sammenblanding af retfærdigheden ved tro og gerninger
5. Millenialisme - troen på et jordisk tusindårsrige.
6. Terminisme - troen på, at et menneskes nådetid kunne stoppe før døden.
7. Precisionisme - at lave menneskebud af adiaphora, herunder at mene, at enhver kærlighed til skabingen er en synd og at spil, dans, komedier og vittigheder er forbudt.
8. Mystik. Sammenblanding af nåde og natur, sjæl og ånd; troen på en guddommelig rest i mennesket og guddommeliggørelse af mennnesket samt at lade alt bero på den indre erfaring.
9. reformatisme - afskaffelse af kirkens støtter og de kirkelige ordninger.

Med undtagelse af måske pkt. 6 er de ikke uden relevans i dag.

Augsburgske: Kaj Mogensen og fortabelsen (III)

2007-08-18T14:06:00.000+02:00

Augsburgske: Kaj Mogensen og fortabelsen (III)

Et alvorligt opgør fra Dr. Spids med bl.a. Menighedsfakultetets formands holdning til Kaj Mogensen, som indbærer udlydighed mod Guds ord på samme måde som Kaj Mogensen. Interessant og tankevækkende indlæg.

Min bog-blog kører igen

2007-08-18T13:58:00.000+02:00

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at min blog om luthersk litteratur kører igen efter at have stået stille i lang tid.

Den postmoderne inkvisition

2007-08-13T22:00:00.000+02:00

Både i verden og i kirken er vi i dag vidne til et postmoderne trospoliti.

Verdens postmoderne trosp0liti
I verden anføres det af rabiate sækularister som Naser Khader, der som muslim vil blande sig i andre trossamfunds indre anliggende - bl.a. i spørgsmålet om vielse af homoseksuelle partnerskaber, og når han kræver religion underordnet demokratiet.

Som muslim kan Khader ikke skelne mellem det åndelige og det verdslige regimente - derfor må han guddommeligegøre en bestemt samfundsordning, ligesom de fundamentalister, han hævder at bekæmpe. Derfor kræver han andre religioner disciplineret under sine postmoderne sækularistiske statsreligion.

Kirkens postmoderne trospoliti
I kirken anføres dette postmoderne tropoliti af ofte evangelikale, der har ladet sig forføre af postmodernismen, ligesom de evangelikale tidligere lod sig forføre af modernismen. Her slår man hårdt ned på dem, der mener at Guds ord er klart og tilstrækkeligt i alle lærespørgsmål, så man sikkert kan vide, hvad Guds ord lærer.

Måske har de en minimustroslære - men baggrunden for den er den laveste læremæssige fællesnævner mellem dem, der deler den evangelikale/pietistiske fromhedstradition.

Baggrunden er, at evangelikalisme og pietisme mener at vide, hvem der er sande kristne på baggrund af nogle fromhedsudtryk. Modsat vil de benægte, at man med sikkerhed kan vide, hvad der er sand kristendom.

Når en præ/u-moderne lutheraner eller andre drister sig til at hævde at man kan vide, hvad der er sand kristendom - og ikke blot i teorien - men også rent faktisk hævder at vide det, bryder et ramaskrig ud og man beskyldes for hovmod og andre grimme ting.

Den postmodernismen, som giver sig ud for at være tolerancens bannerfører, viser sig pludselig som intolerancens og snæversynets højborg. Her respekterer man ikke andres ret til at tage fejl, hvis de altså tør siger, hvad de mener er sandt - og falsk.

Luthersk Kristendom og den postmoderne inkvisition
Luthersk kristendom er efter sit væsen ikke blot tetisk/didaktisk men også antitetisk/polemisk. Sandheden kan kun hævdes ren og klar, når den falske lære forkastes.

Den lutherske kirke hævder skriftens klarhed, ikke blot som noget teoretisk og passivt, men som en aktiv klarhed, som oplyser menneskesindet.

Den lutherske kirke hævder Skriftens ydre klarhed og sprogets evidens som baggrund for læren. Det er muligt at slutte sig til, hvad sand kristendom er og forkaste den falske.

Derfor må den lutherske kirke stå i et modsætningsforhold til den postmoderne inkvisition i kirken og i verden.

Den lutherske kirke og friheden
Modsat den sækularistiske inkvisition og Islam hævder den lutherske kirke, at samfundet skal styres efter den naturlige lov og fastholder andre menneskers ret til at tage fejl - og gå fortabt. Hverken sækularisme eller kristendom skal påtvinges

Og modsat den kirkelige inkvisition hævder den lutherske kirke andre kirkers menneskelige ret til at tage fejl. Den tager andres synspunkter så alvorligt, at den også tager dem for pålydende - og gendriver dem. Den er ikke ligegyldig overfor uenigheder men tager andres bekendelse så alvorligt, at den ikke vil have kirkeligt fællesskab med dem, der lærer falsk eller tilhører vranglærende kirkesamfund. Men det sker netop af respekt for såvel Guds ord som andre kristnes bekendelse.

Den lutherske kirke hævder ikke, selvom den bliver beskyldt for det, at alle dem, der tilhører vranglærende kirkesamfund går fortabt. Tværtimod, så fastholder den lutherske kirke, at den sande kirke er usynlig. Dét, den lutherske kirke bedømmer, er læren. Den kan derimod bedømmes i Skriftens klare lys, så man kan skelne mellem retlærende og vranglærende kirker.

Den Lutherske Kirke og helliggørelsen

2007-08-12T16:46:00.000+02:00

Walthers tese XXIII i hans aftenforedrag om lov og evangelium beskriver på glimrende måde, hvordan lov og evangelium sammenblandes, når man ved lovens krav snarere end evangeliet forsøger at få de genfødte til at gøre gode gerninger:

Thesis XXIII.

In the nineteenth place, the Word of God is not rightly divided when an attempt is made by means of the demands or the threats or the promise of the Law to induce the unregenerate to put away their sins and engage in good works and thus become godly; on the other hand, when a endeavor is made, by means of the commands of the Law rather than by the admonitions of the Gospel, to urge the regenerate to do good.

Og længere nede i foredraget:

Let no minister think that he cannot induce the unwilling to do God’s will by preaching the Gospel to them and that he must rather preach the Law and proclaim the threatenings of God to them. If that is all he can do, he will only lead his people to perdition. Rather than act the policeman in his congregation, he ought to change the hearts of his members in order that they may without constraint do what is pleasing to God with a glad and cheerful heart. A person who has a real understanding of the love of God in Christ Jesus is astonished at its fire, which is able to melt anything in heaven and on earth. The moment he believes in this love he cannot but love God and from gratitude for his salvation do anything from love of God and for His glory. It is a useless effort to try to soften with laws and threatenings such hearts as are not melted by having the love of God in Christ Jesus presented to them.

Læs mere i
Walther’s Law and Gospel, Lecture 37

Læs også resten af denne klassikker, som godt kan tåle at blive læst og genlæst mange gange. Johnt T. Pless fra Concordia Theological Seminary har skrevet denne lille bog, der gennemgår Walthers teser og trækker linjer op til i dag - også en anbefalelsesværdig bog.

Den Lutherske Kirke og Helligånden

2007-08-12T14:24:00.000+02:00

Undertiden kan man høre ikke-lutherske eller pseudo-lutherske kristne påstå, at den luthersk teologi og trosliv ignorerer eller nedtoner Helligånden. Jeg vil hævde, at det forholder sig lige modsat. Ingen vægter Helligåndens gerning så højt som den lutherske kirke.

Den lutherske kirke fastholder overfor sværmernes dyrkelse af egne kræfter og egen åndelighed, at alene Helligånden gennem nådens hellige midler formår at opvække et menneske fra åndlig død. Alene den lutherske kirke fastholder, at et menenske, som er født af kød, må genfødes ved Helligånden for at blive frelst, og at en sådan genfødelse alene er Helligåndens gerning gennem ord og vand.

Synergister hævder herimod, at mennesket ikke helt dødt og har lidt ånd i sig, så det selv kan hjælpe til med at blive genfødt og opvakt. Spiritualister sammenblander deres egen ånd med Guds ånd, når de søger åndens virkninger ved at kigge ind i sig selv.

Den Lutherske Kirke prædiker syndernes forladelse for Kristi skyld alene, men den nøjes ikke med at informere om Kristi gerning på korset og overlade menensker til sig selv. Nej, den uddeler syndernes forladelse her og nu. Helligånden virker ved evangeliet og tilsiger syndernes forladelse i det ydre ord.

Derfor har den lutherske kirke også fastholdt skriftemålet. For her, ligesom i ordet og de øvrige sakramenter forlades synden her og nu på Guds vegne.
Prædikeembedet er en forligelsens tjeneste, hvor præsten uddeler syndernes forladelse her og nu til syndere. Og herigennem virker Helligånden tro på evangeliet.

Den Lutherske Kirke er den sande pinsekirke!

Evangeliet om de kristne eller om Kristus II

2007-08-07T23:42:00.000+02:00

Følgende slogans kan dække over det falske evangelium om de kristnes gode gerninger:

Walk the Talk
Deeds not creeds
Don't say it, show it
Jeg vil prædike evangeliet om nødvendigt med ord

Hvis man tror, at evangeliet kan forkyndes med ens gode gerninger, tror man på et falsk evangelium. Gerninger kan højest give et hint om ens tros alvor og virkelighed, men de kan ikke forkynde troens objekt, syndernes forladelse i Jesus Kristus, som er det evangelium, der alene kan frelse mennesker.

For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft 1. Kor 1,18

Evangeliet om de kristne eller om Kristus

2007-08-06T22:05:00.000+02:00

Med det ene ører sidder jeg og hører en udsendelse om "evangelisterne", som DR2 har døbt den evangelikale bevægelse - måske som en slags kulturradikal bevidst demonstration af uvidenhed om kirkelige forhold.

Her hører jeg så endnu engang det ny-evangelikale evangelium forkyndt: "Hvis man afspejler Kristus i sit liv, får mennesker lyst til at blive kristne. " (Husker ikke den præcise formulering).

Det er evangeliet om, hvor gode og kærlige de kristne er, som tiltaler den indre farisæer, som gerne vil høre et evangelium om, hvor gode mennesker kan blive. Der var ikke et ord om Kristi forsoning af Guds vrede - eller om Kristus i det hele taget.

Dette evangelium er falsk og fører mennesker til helvede!

Der er intet menneske, der bliver en sand kristen af at få lyst til at blive hellig, ligesom de kristne.

Jeg har selv hørt såkaldte søgervenlige prædikener, som i stedet for at forkynde evangeliet, forkynder om de kristne. Desværre fører en sådan falsk forkyndelse til at mennesker forhærder sig overfor det sande evangelium, da de bekræftes i deres loviskhed.

Lov og evangelium

2007-08-03T22:49:00.000+02:00

Pietismens saftevandsblanderi
Pietismen ser fejlagtigt forholdet mellem lov og evangelium, mellem tro og gerninger ligesom at lave et glas saftevand. De diskuterer blandingsforholdet. Det ene år, er der nogen, der synes, at loven er for stærk og vil have den fortyndet med evangeliets friske vand. Det næste år er der nogen, der er trætte af at høre om nåden, og så vil de have loven blandet med evangeliet. Sådan svinger pietismen som et pendul. De kan så diskutere det rette blandingsforhold med hinanden - hvor meget der skal forkyndes om nåden og om gerningerne. På den måde er aktivisme/moralisme og antinomisme to sider af samme sag. De diskuterer blandingsforholdet, men fælles for dem er, at de blander det sammen.

Lutherdommens salt og vand
Guds ord og den lutherske kirke ser i stedet forholdet mellem lov og evangelium som et forhold mellem salt og vand. Saltet skal gøre os tørstige efter evangeliet, som giver os frimodighed til at tjene og glæde ved Guds lov. Begge dele er nødvendige, men de tjener hver sin funktion. Uden saltet bliver man ikke tørstig, men er man blevet tørstig, skal man ikke have mere salt men have slukket tørsten med evangeliets kølige og rene vand. Hvis vandet og saltet derimod blandes sammen bliver det udrikkeligt. Men bruges de hver for sig til hver sit formål, bliver de til stor velsignelse.

Augsburgske citater om N.P. Grunnet og læren om kirkefællesskab

2007-08-03T17:17:00.000+02:00

Augsburgske citater

Her ligger et interessant blogindlæg af Dr. Spids om N.P. Grunnet, som stiftede Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark og som praktiserede den lutherske lære om kirkefællesskab. Til sidst aktualiseres det med en kommentar til ELFK's praksis i dag, hvor den har kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund som f.eks. missourisynoden.

Kirkens synlige og usynlige side

2007-08-01T21:50:00.000+02:00

Kirken har to sider - en synlig og en usynlig.

Kirkens usynlige side, er kirken i egentlig forstand, den Hellige Almindelige Kirke, eller som Den Augsburgske Bekendelses artikel 7 siger: "kirken er de helliges forsamling". Det er det, man kunne kalde kirkens "hvem". Fordi vi mennesker ikke kan se troen, er kirkens "hvem" usynligt.

Kirkens synlige side er det, den Augsburgske Bekendelse fortsætter med: "i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig." Ordets rette forkyndelse og sakramenternes rene forvaltning er dét, der skaber og opretholder troen(Matth 28,20). Dermed er de også synlige kendetegn på kirken(som sådan nævnes de også i ApG 2 sammen med bønnerne - gudstjeneste - og fællesskabet). Det er det, man kunne kalde kirkens "hvor". Vi kan erkende, hvor kirken er. Det er den menighed, hvor Guds ord forkyndes rent og purt og hvor sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse. Derfor er den sande synlige kirke den, hvori Guds ord læres ret og sakramenterne forvaltes retteligt, dvs. den retlærende evangelisk-lutherske kirke. I Danmark vil det sige Augustanakirken og dens kirkefællesskab.

Så findes der også samfund, hvori der forkyndes så meget af evangeliet, at mennesker kan komme til tro, men hvor der læres i strid med Guds ord og sakramenterne ikke forvaltes ret. De kan stadig kaldes kristne kirker og er en del af den synlige kirke i en forstand, ligesom pavekirken også kan kaldes Guds tempel i 2. Thess. 2,4.

Disse kirkesamfund og menigheder eksisterer imod Guds vilje men med hans tilladelse for at prøve de helliges trofasthed (1. Kor 11,19). Kristne skal flygte fra dem for deres saligheds skyld (Rom 1617), men samtidig kan alle medlemmer heri ikke frakendes kristennavnet.

Der er medlemmer af den hellige almindelige og usynlige kirke i disse samfund, men det er ikke op til os at bedømme, hvem der har en sand tro. Dét, vi kan afgøre, er om Guds ord forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse, dvs. kirkens "hvor". Det er enhver kristens pligt at bedømme læren på baggrund af Guds klare ord i Skriften.

Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Kristne tillægsregler

2007-07-30T21:18:00.000+02:00

BIBELSK / Jesper Veiby: Kristne tillægsregler

Dette er en fortsættelse af debatten om kvinders stemmeret. Jeg er for så vidt ikke så uenig i Jespers generelle betragtninger om tillægsregler. Som lutheraner er jeg imod, at man binder samvittighederne med regler, der ikke kan begrundes bibelsk.

Uenigheden består i, om et nej til kvinders stemmeret kan begrundes bibelsk og så består den nok også i, om logiske slutninger fra biblen har samme autoritet som biblen. Det mener jeg.

Jeg er desuden uenig i følgende udsagn

Det er derimod at gå i selvsving, hvis man bruger al sin tid på dette ene emne, og finder det vigtigt at gruble over, om alle mulige afledte spørgsmål, f.eks. om kvinders stemmeret på en eller anden måde kan tolkes som værende i strid med Skriften.

Umiddelbart, synes jeg nu at Jesper Veiby virker til at have brugt mere tid på dette spørgsmål end undertegnede, som kun har haft et indlæg på bloggen indtil denne debat - og faktisk har skrevet en del ting på min blog efterhånden.

Jesper Veiby fortsætter med at harcelere over en masse ting, som jeg ikke har udtalt mig om.

Til sidst vender han så tilbage til noget relevant, nemlig forskellen ml. luthersk og ikke-luthersk lære om Kristus og nadveren, som han sætter på linje med diverse mere eller mindre pietistiske regler.

Han skriver:

Og i stedet for blot at fastholde det simple dogme, har man følt et behov for at formulere tillægsdogmer, tillægsregler, for at sikre at man udtrykte sig helt i overensstemmelse med, hvad man i en given sammenhæng måtte mene.

De eneste, der har følt behov for at lægge noget til det enkle dogme er reformerte og papister. Den lutherske kirke har blot fastholdt ordenes enkle og ligefremme mening -'dette er mit legeme', 'I ham bor hele guddomsfylden legemligt'. Det er vranglærerne, der har nødvendiggjort præciseringer heraf for at værne mod vranglæren.

Og jeg vil da lige tilføje, at jeg gerne skal diskutere det med dig over en øl - så længe det er en god en.

Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist 2

2007-07-30T21:02:00.000+02:00

BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist 2

Jeg fortsætter debatten med Jesper Veiby om Antikristen.

Jesper indrømmer, at der findes antydninger af læren om Antikrist andre steder end i Åbenbaringen. Han overser helt min pointe, nemlig, at det rent faktisk er andre steder end Åbenbaringen, der taler ligefremt om Antikrist(bl.a. bruger udtrykket) og ikke er billedtale.

Han overser desuden det faktum, at Johannes' Åbenbaring er et antilegomena-skrift, hvis apostolicitet var betvivlet i oldkirken. At bruge en uklar og modsagt skrift til at fordunkle andre klare og sikre skriftsteder, er et udtryk for biblicisme. Nej, lad klare tekster i de uimodsagte skrifter oplyse billedtalen i modsagte skrifter.

Apostlen Johannes kalder enhver, som fornægter at Jesus er Kristus kommet i kød antikrist. Det er er frelserværket, antikristen benægter. Og det er det, pavekirken benægter.

At kalde Tridentinerkoncilets fordømmelse af retfærdiggørelsen ved Kristi tilregnede retfærdighed alene samt den reformerte fornægtelse af indkarnationen for 'spidsfindig teologiske ueniged" må siges at være en underdrivelse af dimensioner.

Jeg benægter desuden ikke, at antikristen vil have stor verdslig magt. Det havde han indtil han blev afsløret ved reformationen og den er ikke fuldt ud aftaget i dag heller.

men hans åndelige magt er langt værre. Og den er langt farligere end ulve i ulveklæder. Det er ulve i fåreklæder Jesus advarer os imod i Matth. 7, og ikke åbenbare hedninger. Og det er Guds tempel, kirken, antikristen skal sidde i. Dette har jeg påvist på bagrund af Den Hellige Skrift i mit sidste indlæg.

Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Major on major things!

2007-07-28T22:07:00.000+02:00

BIBELSK / Jesper Veiby: Major on major things!

Endnu et punkt, hvor Jesper Veiby og jeg er uenige. Dét, Jesper Veiby konkret angriber her, er dog ikke mit synspunkt, men mit 'Fokus' derpå, som han sammenligner med farisæernes forhold til lovens bud. I stedet henviser han til evangelisation og diverse karismatiske fænomener, som han formentlig mener, skulle svare til de tegn og undere, som fulgte profeter og apostle indtil åbenbaringens fuldendelse med den sidste apostels død.

Han henviser til Matthæusevangeliet 23,16-27 og synes at mener, at denne tekst lægger op til, at man ikke skal tage mindre spørgsmål så højtideligt, men Jesus siger faktisk: Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. Jesus siger også i missionbefalingen, at vi skal lære folkeslagene alle hans bud. I sidste ende handler det om tilliden til Guds klare ord og lydigheden imod det.

Kvindens myndighedsunderordning under manden er skriftmæssigt begrundet, og enhver kristen må overveje, hvordan hjem og kirke bør indrettes, så dette autoritets- og ansvarsforhold respekteres. I denne konkrete sag drejer det sig dybest set om Guds skaberordning. Ligestillingsideologien er dybest set en gnostisk fornægtelse af Guds skabelse af mennesket. Ligestillingsideologiens fornægtelse af Guds ordninger for kønnene er en trussel mod ægteskaber og mod kirken.

mvh. Pastor Sørensen

Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist

2007-07-28T21:13:00.000+02:00

BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist

Jesper Veiby argumenterer her imod det blogindlæg, hvor jeg bekræfter den evangelisk-lutherske lære om antikristen, nemlig at Antikrist er identisk med paveembedet.

For at afgøre spørgsmålet, må vi gå til Den Hellige Skrift. Læren om antikrist bygger først og fremmest på flere tekster i 1. Johannesbrev, herunder 1. Joh. 2,18 samt 2. Thess. 2,3-12. Jesper Veiby bygger primært sine argumenter på Johannes Åbenbaring, hvori han mener at kunne identificere nogle af billederne med antikristen. Jeg mener ikke,a t læren om antikrist kan bygges på Åbenbaringens billedtale, dels fordi det er billedtale og derfor må forstås i lyset af Skriftens klare udsagn og dels fordi Johannes Åbenbaring er et af de modsagte skrifter, hvis kanonicitet og apostolske oprindelse var betvivlet i oldkirken, hvorfor man ikke bør bygge dogmer alene på udsagn heri.

Jesper Veiby hævder først, at Antikrist ikke er en institution, et embede eller en åndelig indflydelse. Der er dog intet i 2. Thess. 2,3-12 eller de andre tekster, der modsiger, at der kan være tale om et embede, inklusiv embedsindehaverne. I 2. thess. 2,3-12 fremgår det endda, at allerede på apostelens tid virkede 'lovløshedens hemmelighed' i forbindelse med at 'lovløshedens menneske' skal åbenbares. Der er tale om en kraft, der allerede eksisterer, men som skal blive åbenbaret.

Dernæst argumenterer Jesper Viby for, at Antikrist skal være en verdenshersker og ikke en religiøs leder. I 2. thess. 2,3-12 står der dog, at han skal sidde i 'Guds tempel', dvs. den kristne kirke, for det jødiske tempel er ikke mere Guds tempel. Guds tempel bruges af Paulus i både 1. Kor 3,16-17 og 2. Kor 6,16 om den kristne kirke. I 1. joh. 2,18-26 fremgår det også klart, at antikristen er kulminationen på mange antikrister, som alle er udgået af den den kristen kirke, men ikke er af den. Det er dem, der fornægter Jesus Kristus. Af 1. Joh 4,1-3 fremgår det også, at antikristerne er falske profeter og ikke verdslige herskere.
Både antikristerne og Antikrist er altså en vranglærer, som udøver deres gerning i den kristne kirke, hvor de leder menensker vild fra den retfærdiggørende tro på Jesus Kristus. Kender man evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus og den romersk-katolske fornægtelse heraf, er det indlysende, hvem antikristen er.

Jesper Veiby argumenterer videre for, at antikristen ikke kan være en fortidig/afdød person. Det er jeg for så vidt enig i. Pavedømmet består også endnu og skal bestå indtil Kristus kommer synligt, hvor det skal tilintegøres, jvf. 2. Thess. 2,8.

Jesper Veiby konkluderer med at henvise til diverse politiske forbrydere og kulter som små antikrister. Men hvorfor skulle Skriften dog advare den kristne menighed så skarpt mod disse, som kun kan slå legemet ihjel men kun har begrænset magt over sjælene. Pavedømmet er en langt større fare, for det bedrager kristne til at stole på deres egne kræfter og deres egen gerninger i stedet for Jesu tilregnede retfærdighed alene. Ens billede af antikristen modsvarer ens billede af Kristus, og dermed af frelsen. Ser man frelsen som bestående i dennesidig herlighed, synlig kraft og hellighed, så vil man også se antikristen som en verdslig magt og fordreje Skriften til at sige det samme. Men ser man frelsen som Jesu tilregnede retfærdighed, at Gud tilregner os Jesu Kristi fortjeneste ved hans stedfortrædende lydighed og straflidelse, da må antikristen også være én, der vil berøve kristne trøsten heri. Og der er, hvad Pavedømmet gør. Det er også, hvad andre vranglærere gør, f. eks. når de ligesom pavedømmet tiltror menensket en fri vilje til at nærme sig Gud og hjælpe til ved sin egen omvendelse, eller når de sammenblander helliggørelse og retfærdiggørelse på anden vis.

mvh. Pastor Magnus Sørensen

Leuenbergkonkordien

2007-07-28T18:57:00.000+02:00

I 2001 underskrev den danske Folkekirke Leuenbergkonkordien, hvilket var den direkte anledning til min udmeldelse af Folkekirken. Stadigvæk, mange år efter, er der ikke kommet nogen reaktioner fra såkaldte bibeltro i folkekirken.

Åbenbar gudsfornægtelse og moralske spørgsmål, vil man gerne markere sig om.. Men her, hvor det er evangeliets trøst i læren om Jesu to naturers personenhed, læren om dåbens genfødende virkning og Jesu legemes og blods sande nærvær i brød og vin, har man ikke reageret.

De eneste reaktioner, jeg har set er en udtalelse fra Fællesskabet Kirkelig Fornyelse sammen med Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. De teologiske institutioner MF og DBI har ikke reageret og det nye Evangelisk-Luthersk Netværk har heller ikke mig bekendt udtalt sig om dette spørgsmål.

Er den såkaldte bibeltro fløj overhovedet luthersk, eller er den i virkeligheden blevet en fællesprotestantisk evangelikal bevægelse. Jeg tillede det spørgsmål, da jeg meldte mig ud af folkekirken. Årene, der er gået uden reaktion og hvor samarbejdet med f.eks. Dansk Oase er blevet tættere og den reformerte påvirkning kun er tiltaget, har vist, at jeg gjorde ret i at stille spørgmålet.

Svaret har historien givet: Den folkekirkelige højrefløj er ikke en konfessionel luthersk bevægelse, men en unionistisk pietistisk bevægelse, som først og fremmest vil værne om en moralforståelse og en fromhedstype og ikke om den evangelisk-lutherske lære.

Havde den villet det, så havde der været en langt større reaktion imod Leuenbergkonkordien, ligesom den preussiske union i 1800-tallet også fik lutheranere til at reagere og enddog gå i fængsel eller lade sig forvise for ikke at have gudstjenestefællesskab med reformerte. Idag løfter man knap nok øjenbrynet.

Se den udtalelse, jeg udarbejdede om Leuenbergkonkordien for den Evangelisk-Lutherske Frikirkes daværende præstekonvent, og som jeg stadig står ved:
Leuenbergkonkordien: Udtalelser fra Den evangelisk-lutherske Frikirke

Uddrag af visitationsartiklerne

2007-07-26T21:57:00.000+02:00

Hermed et uddrag, som er yderst relevant, hvor den lutherske nadverlære benægtes af så mange, der kalder sig lutheranere, hvis de da overhovedet har kendskab til den:

Om den hellige nadver
Vore kirkers rene og sande lære om den hellige Nadver:
1.At Kristi ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legem; tag det og drik det, dette er mit blod” skal forstås enfoldigt og bogstaveligt, som de lyder.
2.At der er to ting til stede i sakramentet, som gives og modtages sammen med hinanden: en jordisk, hvilken er brød og vin; og en himmelsk, hvilken er Kristi legeme og blod.
3.At denne (forening, uddeling og modtagelse) sker hernede på jorden og ikke oppe i himmelen.
4.At det, der uddeles og modtages, er Kristi sande, naturlige legeme, som har hængt på korset, og det sande, naturlige blod, som har flydt fra Kristi side.
5.At Kristi legeme og blod ikke kun modtages åndeligt med troen, hvilket også kan ske udenfor nadveren, men dér sammen med brødet og vinen [modtages] med munden, dog på en uudforskelig og overnaturlig måde, til en pant og en forsikring om vores legemers opstandelse fra de døde.
6.At Kristi legeme og blod nydes med munden ikke blot af de værdige, men også af de uværdige, som går dertil uden bod og sand tro; dog med forskellig virkning: af de værdige modtages det til salighed, men af de uværdige til dom.

Augustanakirkens blog

2007-07-26T17:23:00.000+02:00

Vi forsøger os med en blog for Augustanakirken udover hjemmesiden. Vi vil bruge den til nyheder fra kirken, bl.a.:
- nyt fra præsten
- nyt fra menighedsrådet
- indbydelser til gudstjeneste eller arrangementer
- opbyggelige tekster

Følg også med på kirkens hjemmeside - her kan du bl.a. finde gudstjenestetid og -sted, kontaktinforamtion samt med tiden prædikener og artikler.

De sachsiske Visitationsartikler fra 1592 II

2007-07-25T22:54:00.000+02:00

Jeg skal lige tilføje, at de sachsiske Visitationsartikler sammen med Den Hellige Skrift og konkordiebogen udgør Augustanakirkens bekendelsesgrundlag ifølge dens vedtægter og at jeg ved min ordination aflagde ed derpå.

De sachsiske Visitationsartikler fra 1592

2007-07-25T22:44:00.000+02:00

Her er min oversættelse af de Sachsiske Visitationsartikler af 1592.

Disse blev lavet i Sachsen i 1592 som reaktion på reformert indflydelse og brugt til afklaring af, om folk var skjulte calvinister(kryptocalvinister). De blev et tillæg til konkordiebogen og var officielt bekendelsesgrundlag i Sachsen indtil 1836. De var også bekendelsesgrundlag i en del af missourisynodens første menigheder, bl.a. C.F.W. Walthers første menighed.

De er vigtige, fordi de direkte forkaster den falske reformerte lære om Kristi person, nadveren, dåben og forudbestemmelsen.

Disse punkter er blevet vigtige igen efter folkekirkens underskrivelse på Leuenbergkonkordien i 2001(som førte til bl.a. min udmeldelse af folkekirken).

Jeg har i min oversættelse forholdt mig både til den latinske og den tyske tekst og især støttet mig til Caspari og Johnsons game dansk-norske oversættelse.

tiltrædelsesprædiken

2007-07-25T22:43:00.000+02:00

her findes min tiltrædelsesprædiken om, hvad en menighed kan kræve af præsten og hvad en præst kan forvente af menigheden.

Andagt til min ordination

2007-07-25T22:13:00.000+02:00

Hermed følger den andagt, jeg holdt til min ordination

1. kor 5,17-21

I denne tekst hører vi om tre ting, som Gud har gjort for at frelse os. Det første er det Gud har gjort, da han lod sin søn dø på korset. Det andet er det, han gør, når han lader forligelsens tjeneste forkynde ordet om forligelsen. Det tredje er, når han ved sin Helligånd og ordet skaber troen i os, så vi lader os forlige med ham og tager imod syndernes forladelse.

Det første er, at han lod sin Jesus Kristus dø på korset for at frelse os. Det er ét teksten taler om, når den siger: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser”. Hele verden, dvs. alle mennesker er født i synd og skyld, dvs. som Guds fjender. Vi overtræder Guds bud, ligesom vore forfædre Adam og Eva gjorde det, og vi fortjener kun Guds straf, nemlig døden og helvede. Og ligesom to lande kun holde op med at være fjender ved at blive forliget eller forsonet, sådan måtte Gud også forsones.

Men vi kunne ikke betale, for vi er skyldige og har intet at betale med. Derfor betalte Gud sin egens traf, da han blev menneske i Jesus Kristus og både betalte ved at leve et syndfrit liv og ved at lide og dø under Guds vrede. Det er det, Paulus taler om, når han siger: ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”. I Kristus forligte Gud verden med sig selv, og fordi alt nu var betalt tilregnede Gud os ikke mere vores overtrædelser. Kristi retfærdighed blev så at sige sat ind på vores konto, ligesom vores skyld blev overført til hans konto og betalt af ham.

Det er ikke nok, at Gud ved, at han er forliget. Derfor fortsætter Paulus, med at skrive om det andet, at Gud ”betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os.” Gud har indstiftet et embede, som har fuldmagt til på hans vegne at forlade synder. De, som har dette embede, er udsendinge i Kristi sted. De skal altså ikke prædike deres egne holdninger og meninger, men Kristi ord. Præsten er altså ligesom en dommer eller politimand, som heller ikke skal håndhæve sine egne meninger men på samfundets vegne skal håndhæve samfundets love. Kristus har givet præsten myndighed til at forlade synderne her og nu på baggrund af dét, Gud gjorde på korset, ligesom en dommer har myndighed til at frikende mennesker, så de ikke bliver straffet.
Derfor har vi brug for præster.

Det sidste, vi hører om, er det, Gud virker ved sin Helligånd i vore hjerter, når vi hører ordet om forligelsen. Paulus fortsætter: ”Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” En ting er, at gaven er købt og betalt på korset og bliver uddelt ved ordet og embedet. Vi må nu også tage imod den. Vi må lade os forlige med Gud. Hvordan sker det nu? Det sker, når vi tror og stoler på, at Gud tilgiver os vores skyld, fordi Jesus har betalt for den. Og vi kan ikke selv tro, da vi er fjender af Gud, som vi er af naturen. Gud må gøre os til nye skabninger, for at vi kan tro. Og det gør han ved sit ord. Han giver os nye hjerter, så vi stoler på, at vore synder forlades for Kristi skyld.

Her har vi altså hele Guds frelse, dét han gjorde på korset, dét han gør ved sine nådemidler ved sine udsendinge, og dét han gør i vore hjerter, når han skaber troen.

Aktivismen - Menighedsfakultetets nye fane

2007-07-23T20:07:00.000+02:00

Private universiteter udfordrer det offentlige | Kristeligt Dagblad

Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man læser i avisen og der kan jo være udeladt noget i denne artikel.

Selvom jeg også før var uenig med Menighedsfakultetet på en række punkter, bliver jeg dog skuffet over at læse denne artikel i KD, hvor man ikke længere forsøger at gøres sig kendt på sin fastholdelse af Guds Ord, også der hvor det er upopulært, f.eks. når det gælder et nej til kvindelige præster. I stedet slår man sig op som et aktivistisk uddannelsessted, hvor kirkelige aktiviteter er i centrum.

Er dette den efterhånden udbredte flovhed over eget ståsted, som også har ramt Menighedsfakultetet, eller har Menighedsfakultetet simpelthen skiftet ståsted, sådan som Mikkel Vigilius også påpegede helt tilbage i 2005.

Hvorfor vil man ikke være kendt for at være dem, der løfter Guds klare ords fane. Er det hensyntagen til nye samarbejdspartnere i Dansk Oase, eller har MF selv ændret teologi?

It Is Written by Wallace Schulz.pdf (application/pdf Object)

2007-07-23T17:47:00.000+02:00

89 It Is Written by Wallace Schulz.pdf (application/pdf Object)

I dette skrift af Wallace Schultz kan man læse en god analyse af Missourisynodens degenerering til at være en vranglærende kirke.

Han skriver i inledningen: "Nøglen til at løse enhver konflikt i Kristi Kirke har altid været og vil altid være en tilbagevenden til Guds ord."

Kirkepolitik, magtkamp og kompromiser med falsk lære kan ikke bruges til at løse læremæssige konflikter.

Antikrist og den sande synlige kirke

2007-07-11T20:10:00.000+02:00

Paven trækker i nødbremsen
Pave Benedikt trækker i nødebremsen overfor Romerkirkens modernisering/postmodernisering i et nyt skrift, han har udsendt. Det er da altid noget, at der er nogen, der anerkender, at noget kan være sandere end noget andet og kan erkendes som sådan.

Romerkirkens traditionsbegreb
Problemet er dog, at Romerkirken benægter, at det er skriften alene, der skal være dommer over dette. Da de, ligesom postmodernismen sidenhen har gjort, benægter Skriftens klarhed og tilstrækkelighed, må de sætte kirken og traditionen ind imellem mennesker og Skriften. Forskellen på Romerkirken og postmodernismen er, at i postmodernismen er enhver sin egen pave.

Romerkirken og andre kirker
Paven benægter at alle de frelsende elementer findes i andre kirkesamfund og han benægter at protestantiske kirkesamfund er kirker. Dette er almindelig romersk-katolsk lære. Der er intet nyt i det. Problemet er dog, at det er Romerkirken, der benægter nogle af de 'frelsende elementer' i Skriften.

Romerkirken og evangeliets kerne
Den romersk-katolske kirke benægter, at et menneske frelses ved troen alene uden gerninger. Det er evangeliets kerne, den trodsigt modsiger og fordømmer, som den har gjort det officielt siden Tridentinerkoncilet.

Paven er antikrist
Paven har derved afsløret sig som den sande Antikrist, der sidder i Guds tempel(kirken), udgiver sig for at være Gud og forfølger evangeliet (2. Thess. 2,4). Dette erkendte reformatorerne.

Men så mange, der hævder at være deres arvtagere er blinde for denne sandhed og forestiller sig antikrist som en politisk magtfigur i stedet for den åndelige og langt farligere tyran han er.

De andre antikrister
Skriften taler også om andre antikrister. Ligesom Paven er de vranglærere, som står i den synlige kirke, men forkynder falsk lære, så mennesker går fortabt. Det er dem, der på trods af, at de har noget af Guds ord, blander det med menneskelære.

De gør evangeliet til en lovreligion ved at lære fri vilje, benægte arvesynden, benægte den fuldkomne personenhed i Kristus og derfor benægte hans legemes og blods sande nærvær i nadveren eller hvad det nu kan være.

Ligesom Paven befinder de sig stadig i den synlige kirke, men de befinder sig ikke i den sande synlige kirke, som alene er den retlærende evangelisk-lutherske kirke, der lærer ret og forvalter sakramenterne efter Herrens indstiftelse.

Hertil skal ethvert Guds barn flygte fra de falske profeter, for her forkyndes Guds ord ret til frelse og salighed. Man skal ikke hovmodige sig og blive i vranglærende kirkesamfund, blot fordi man ved, at der også er mennesker her, der bliver frelst.

Herren formaner os ved sin apostel i Rom 16,17 at holde os fra vranglærere. Den, der trodser Herren er selv ude om det, når troen forliser på grund af falsk lære.

stiften.dk - Nyheder om Århus, Østjylland, AGF, Sport, Kultur, Erhverv, Odder, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, Samsø og Skanderborg

2007-07-06T23:42:00.000+02:00

stiften.dk - Nyheder om Århus, Østjylland, AGF, Sport, Kultur, Erhverv, Odder, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, Samsø og Skanderborg
Ordinationen blev nævnt i Stiften, JP Århus og Kristelig Dagblad.

Ordinationsbillede

2007-07-02T17:07:00.001+02:00

Nyordineret pastor med hustru.

Mvh. Pastor Sørensen

Pragmatisme -også bibelkritik

2007-06-27T21:39:00.000+02:00

Der findes en foragt for Guds ord, som kirker, der kalder sig bibeltro og lutherske desværre let bliver gennemsyret af. Den hedder pragmatisme. Den findes i flere varianter, men hovedingrediensen er, at mens man i princippet anerkender den rette lære, så er det alligevel kun i princippet. Når det kommer til praksis, hvor læren skal udfolde sig, så går man på kompromis og bliver eftergivende overfor den falske lære og praksis.

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg er helt med på, at man som præst og kirke må have en del pastoral og barmhjertig tålmodighed med dem, der fejler. Desuden er det jo også sådan, at alle ikke skal kende den rette lære til bunds -kundskabsniveauet er forskelligt.

Dér, hvor pragmatismen sætter ind, er når man ikke blot har tålmodighed med de svage eller uvidende, men accepterer bevidst modstand mod den rette lære efter undervisning og formaning eller enddog begynder at indføre falsk praksis af hensyn til dem, der er i modstrid med den rette lære.

Dette kan enddog ske med henvisning til, at dem, der vil have kirken til at ændre sin lære og praksis efter deres hoveder, skulle være 'de svage'. Men det er en løgn, der undergraver Guds ords lære og Guds kirke.

Paulus skriver kort og klart i Rom 16,17, hvordan man skal forholde sig til dem, der er i strid med den rettelære -man skal ikke have kirkeligt fællesskab med dem. At fastholde falsk lære og praksis trods undervisning og formaning og at fremme og forsvare denne er ikke blot en uskyldig leg med intellektuelle begreber; -det er i stedet at sprede dødbringende gift. Det er derfor enhver retlærende menigheds pligt at holde læretugten i hævd -også overfor lægfolk.

Pragmatismen kan også bruge indflydelsen som argument. Sådan skriver Rolf Preus om, at Missourisynoden ikke længere har en lære om kirkefællesskab, men en lære om indflydelse. Når man fastholder kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker som f.eks. folkekirken eller for den sags skyld også Missourisynoden med den begrundelse, at man på den måde kan øve indflydelse, er man i strid med apostlens ovennævnte formaning, og konsekvensen bliver oftest, at indflydelsen går den anden vej, når man allerede har vist sig ulydig mod Guds ord.

Der er kun en medicin mod pragmatismen: omvendelse. -Omvendelse ved anger over synden og tillid til, at synden forlades for Kristi skyld, så man på ny tør stole på Guds ord og følge dets formaninger i tillid til, at det er gennem ordet og ikke gennem vores indflydelse, at Gud bygger sin kirke.

Kvinders stemmeret i kirken

2007-06-18T22:47:00.000+02:00

Dr. Judisch, som jeg studerede under i Fort Wayne, har lavet denne udemærkede ekesgetiske gennemgang af en række skriftsteder, der er relevante for spørgsmålet om kvinders stemmeret i menighedens beslutningsorganer. Konklusionen er, at denne praksis strider med Skriften, da den betyder, at kvinder udøver myndighed over mænd, hvilket er imod skabelses-, syndefalds- og frelsesordningen. Et andet interessant skrift om forholdet mellem mand og kvinde er dette.

Gudstjeneste i Svendborg

2007-06-18T18:35:00.000+02:00

På søndag holder pastor Lyrstrand evangelisk-luthersk gudstjeneste i "Skallen" i Svendborg. Jeg skal hilse fra pastor Lyrstrand og skrive, at interesserede er velkomne. Det er kl. 15.00.

At dø for at leve -Et liv i gudstjeneste

2007-06-14T20:05:00.000+02:00

Denne udemærkede lutherske bog af min gamle homiletik-lærer (homiletik=prædikenlære) på Concordia Theological Seminary, Fort Wayne, er nu oversat til dansk og udgivet af LHM's elevforenings forlag sammen med Logosmedia. Forhåbentligt kan den medvirke til, at danske kristne få øjnene op for den lutherske arv -også når det gælder spiritualitet. Jeg har ikke læst den danske oversættelse, men kun den engelske original, som jeg godt kan anbefale.

www.augustanakirken.dk

2007-06-12T18:57:00.000+02:00

-så er webstedet oppe at køre!

Kald og ordination

2007-06-10T20:46:00.000+02:00

Jeg har idag taget imod et kald fra Augustanakirken til det hellige prædikeembede, idet jeg har erkendt det som et guddommeligt kald og erkendt Augustanakirken som en retlærende evangelisk-luthersk menighed, som opfylder de krav en kandidat må stille for at kunne tage imod et kald fra en menighed. Ordination ved pastor Vagn Lyrstrand, der i øjeblikket fungerer som vakancepræst for Augustanakirken, er sat til den 1. Juli.

Augustanakirken stiftet

2007-05-24T23:24:00.001+02:00

På Kristi Himmelfartsdag blev en ny uafhængig retlærende evangelisk-luthersk menighed i Århus stiftet. Menigheden består indtil videre af 9 mennesker og vil i den kommende tid forsøge at etablere forbindelse med andre retlærende menigheder i landet.

Der vil forhåbentligt snart være noget at finde på hjemmesiden.

Interesserede kan indtil da henvende sig til undertegnede, hvis de vil vide mere om menigheden.

mvh. Magnus

Kampen for retten til at sige nej - Kristeligt Dagblad

2007-05-23T18:51:00.000+02:00

Kampen for retten til at sige nej - Kristeligt Dagblad

Nu brokker folkekirkens højrefløj sig igen over, at folkekirkemajoriteten ryster med sablen og overvejer at indskrænke den kirkelige frihed.
Jeg skal starte med at sige, at jeg er enig i, at kvindelige præster er i strid med Guds ord og at vielse af fraskilte uden at skilsmissen er sket af bibelske grunde også er det.
Men at bruge den folkekirkelige frihed som argument frem for Guds ord, som det sker fra bl.a. Anders Dalgaards side, virker ikke særlig godt, når højrefløjen kritiserede den kirkelige frihed i forbindelse med Grosbøl-sagen.
Ville man ikke også begrænse modpartens frihed, hvis man selv havde magten i folkekirken. Det burde man i hvert tilfælde. Spørgsmålet er, om tiden til at genoverveje ens kirketilhørsforhold ikke for længst er kommet, når man er nødt til at pukke på kirkefrihed for at kunne være der.

mvh. Magnus

Lukket nadver 2

2007-04-08T20:18:00.000+02:00

Igen et citat fra The Fire and the Staff af Klemet I. Preus:

"Når du forbyder nogen nadveren, fordi de tilhører en kirke, der ikke er i fællesskab med din, siger du: "Din kirke er heterodoks. Den er falsk. Du er i åndelig fare i den kirke. Jeg må advare dig mod den kirke. Gud vil, at du skal holde dig til den sande lære, som den læres af den lutherske kirke." tag ikke fejl. Det er det, der siges, når man praktiserer lukket nadver. En menighed, der ikke kan sige det, burde ikke praktisere lukket nadver, og en præst, der ikke klart kan erklære det, burde ikke være luthersk præst."
(p. 270)

Augburgske citater i luften igen

2007-03-31T09:59:00.000+02:00

Så har dr. Spids igen et godt citat på http://augsburgske-citater.blogspot.com/

Gode lutherske salmer

2007-03-09T21:24:00.000+01:00

Her er et link til en engelsk hjemmeside med en del klassiske lutherske salmer i både tysk og engelsk udgave, ligesom der også er melodistumper til dem. Et rigtigt godt sted, især hvis man kan lide at fifle med salmegendigtning.

Skriftens klarhed -et værn mod sekterisme

2007-03-04T22:58:00.000+01:00

Når den Hellige Skrifts klarhed forsvinder fra kristnes horisont sammen med den læremæssige vished, må det uundgåeligt føre til, at mennesker sættes i skriftens sted. Når man ikke længere ved, at Skriften er nok og at Skriften virkelig kan oplyse os om læren, så kryber menneskebudene ind. Så har man brug for stærke og karismatiske ledere eller organisatoriske organer til at bedømme de ting, som Skriftens lære skulle bedømme. Og vel kan organisatoriske organer og stærk ledelse være godt, men når det bliver en erstatning for den klare Skrift, ender det i sekterisme eller kryptopapisme. Så sætter man den karismatiske leder eller organisatoriske organer i stedet for Guds ord og kræver lydighed mod disse i stedet for lydighed mod Skriften. Man binder menneskers samvittigheder til menneskebud, og man ophøre med at bevise ting ud fra skriften, fordi man har dømt den uklar. Hvor man som tilhænger af Skriftens ubetingede klarhed ofte beskyldes for sekterisme er det netop det modsatte, der gør sig gældende. Lærebevidsthed og skrifttroskab er det bedste værn mod sekterisme.

Se f.eks. her i ELS, hvor Rolf Preus blev ekskluderet, fordi han ikke ville bøje Guds Ords lære og sit eget guddommeligt indstiftede embede for det menneskeligt indstiftede "president"-embede.

Se også, hvad Mclaughlin skriver om representative organers autoritet:
Christian congregations may in Christian liberty establish associations with sister congregations of the same faith, in which they are represented by delegates in accordance with stipulations agreed upon among the participants. But such a “representative church” does not exist by divine ordinance, and hence there are no individual persons (supreme head of the church, supreme head of the state) nor any college of persons either within a single congregation or among several congregations (board of elders, synodical delegates, council, board of directors, etc.) who can determine ecclesiastical matters in such a way that the consciences of the Christians should be bound thereby. For in the Christian Church God’s Word is the only authority which binds consciences. Matt. 23:8, 10: “One is your Master.” Therefore councils, synods, etc. have only advisory power, not any autonomous judicial power (“jurisdiction”) or legislative power.

Mclaughlin, "We all believe in one true God"

At skelne ml. retlærende og vranglærende kirker

2007-02-26T22:30:00.000+01:00

Her findes et udemærket foredrag om at skelne ml. retlærende og vranglærende kirker og vigtigheden heraf af den gamle missourisynode-dogmatiker, Franz August Otto Pieper.

Til slut skriver han:

If, therefore, we judge on the basis of God's Word, and not according to our own thoughts, then it is certain, that by avoiding all church fellowship with errorists, we walk according to God's will and thereby serve the best interests of the Church in general, and also of our own soul in particular. May God always give us enlightened, spiritual eyes of our understanding, that we may at all times actively recognize the difference between orthodox and heterodox churches, and give us the right, holy love for the truth, that we may at all times act in accordance with this knowledge.

Nogn vil sandsynligvis finde denne dogmatiske sikkerhed sekterisk og fordømmende. Men hvad er egentlig alternativet.

Det er uvisheden. Kan vi ikke være sikker på læren, kan vi heller ikke være sikre på, at Jesus har borttaget alle vores synder på korset og at Gud tilgiver os fuldt og helt. Denne konklusion har jeg hørt mange gange, når jeg har konfronteret tilhængere af læretolerance med det "usikkerhedens uhyre", som er konsekvensen. "man kan vel aldrig være sikker, men man kan jo håbe på, at Gud tilgiver mig mine synder".

Men håbet er ikke nok, når ens synder anklager en og Satan udpeger dem ene for en og påpeger, at Gud da ikke kan tilgive den slags, og slet ikke, når du har gjort det igen. Her hjælper det ikke at kigge ind i sig selv efter et usikkert håb eller at stole på, at Gud nok tilgiver. Her hjælper kun, at Gud tilgiver synden, fordi Jesus helt sikkert har båret alle verdens synder og fordi han helt sikkert frelste mig i dåben, hvor han rensede mig, ligesom han helt sikkert tilgiver mig ved sit ord og ved nadveren, fordi han har skrevet det helt sikkert og soleklart i sit hellige ord.

Hermed lidt at tænke over her i fasten med hilsen på min bryllupsdag i 2005, hvor jeg på 1. søndag i fasten holdt denne prædiken.

Mclaughlin om geocentrisme

2007-02-23T17:57:00.000+01:00

"The third topic, the sequence of the “six days work,” is outlined in Genesis, chapter one, with a clarity which leaves nothing to be desired. One of the most notable points in this connection is that briefly referred to above, namely, that light, as well as the variation of light and darkness (“the evening and the morning”), existed before those celestial bodies which we are accustomed to regard as the sole source of the light illuminating our earth were brought into being. All human theories, therefore, which regard the earth’s existence as a part of the “solar system” as dependent upon the sun, especially the absurd fable which represents the earth as a particle thrown off from the sun and gradually cooling through countless aeons into the terrestrial globe upon which we dwell, are discredited as having no ground in fact and entirely unacceptable to Christian faith. Those who imagine that the Scripture passages, approximately sixty in number, in which the earth is said to stand still, and the sun and all stars are said to move, may be “interpreted” in such a way as if really the reverse were the case, we may leave to pursue their fruitless endeavors alone. The Christian way is simply to accept Holy Scripture as it reads." Mclaughlin i "We All Believe in One True God" Chapter III, The Creation of The World and of Man:

Teser om embedet

2007-02-08T21:00:00.000+01:00

Hermed syv teser om det hellige pædikeembede, kaldet hertil og afsættelse herfra.

Læren og lægfolket

2007-02-04T18:40:00.000+01:00

"Hvis Kirken skal vokse i enhed i tro og kærlighed er det ikke nok, at lærerne alene skal være grundfæstet i Guds ord. I stedet må hele menigheden stå som vidne om sandheden og som bekæmpere af vildfarelse. Så snart lægfolket begynder at blive lunkent og dovent i sin undersøgelse af sandheden og begynder at opgive bedømmelsen af læren til deres hyrder, mistes Kirkens enhed, og Gud vil snart åbne sluseportene, hvorigennem falsk lære vil komme ind. Hvad trofaste lærere byggede over mange år med stor anstrengelse, vil så hurtigt ødelægges."

C.FW. Walther, fra "God Grant It -daily Devotions from C.F.W. Walther" -Compiled byAugust Crull, Translated by Gerhard P. Grabenhofer, p. 565.

Læren og kærligheden

2006-12-30T16:44:00.000+01:00

"Når folk fortæller mig at Kristi kirke, hans tjenere eller endda jeg ikke viser kærlighed, tænker jeg "Jamen, det er da ikke nogen overraskelse." Hvornår har vi nogensidne vist megen kærlighed? det var derfor Kristus blev nødt til at dø for os. Men må det aldrig siges om Kristi kirke eller hans tjenere, at de ikke lærte Jesu kærlighed. Med min kærlighed kunne verden blive en lille smule bedre, selvom jeg tvivler på det. Jeg er mere tilbøjelig til at mene, at meget lidt ændrer sig på grund af min kærlighed. men med læren om Kristi kærlighed ændrer alting sig -alt er nyt. Synder tilgives, Gud er tilfredsstillet, skyld fjernes og himlen åbnes."
Preus, Klemet "The Fire and the Staff -Lutheran Theology in practice" p. 46

Luthersk troslære på netttet

2006-12-16T21:52:00.000+01:00

Maclaughlins "We All Believe In One True God -A Summary Of Biblical Doctrine" er en udemærket troslærebog og kan findes på Martin Diers gode hjemmeside om luthersk teologi. Denne gode hjemmeside rummer desuden indtil videre 21 aftenforedrag af Walthers fantastiske "The Proper Distinction Between Law And Gospel", og en masse andet konfessionelt luthersk guf.
Der er også et link til hans Kretzmann Project, som er Kretzmanns Popular Commentary til hele biblen, som nu er lagt på nettet.

Prædikenens didaktiske brug

2006-12-15T19:15:00.000+01:00

"Den didaktiske eller lærens brug(usus) er den, den hellige Apostel sætter foran alle de andre. Den er også den vigtigste af alle. den er grundlaget for de andre fire brug. Er en prædiken nok så rig på formaninger, straffe og trøst, men uden lære, så er den dog en tom, mager prædiken, hvis formaninger, straffe og trøst svæver i luften." Walther, C.F.W., Americanisch-Lutherische Pastoraltheologie s. 81.

Pieper: jorden står stille

2006-12-15T18:22:00.000+01:00

Den store missouri-synode dogamtiker, Francis Pieper om Copernicus i sin Christliche Dogmatik I,p.577(1924): "Es ist eines Christen unwürdig, die heilige Schrift, die er doch als Gottes eigenes Wort erkannt hat, nach menschlichen Meinungen (Hypothesen), also auch nicht nach dem sogenannten kopernikanischen Weltsystem, umzudeuten oder sich umdeuten zu lassen"

jorden drejer...eller gør den

2006-12-12T19:11:00.000+01:00

Kopernikus -nej tak, Tycho Brahe -yes sir: www.geocentricity.com

Hvad er værst

2006-11-12T14:19:00.000+01:00

Hvad er egentlig værst:
1. At lære så åbenlyst falsk, at enhver,
som kan læse sin bibel kan se det og holde sig fra en, selvom
man måtte være præst eller biskop i Den Danske Folkekirke.

2. At hævde, at man er en evangelisk-luthersk forkynder og lave et
evangelisk-luthersk netværk, men ved sin fortsatte tilstedeværelse i Folkekirken og sit prædikestols- og alterfællesskab
med dem, som er nævnt i pkt 1, vise, at læren ikke er så vigtig og
derved vildlede troende mennesker til at lytte til ulvene.

mvh magnus

Katekismen og evangelisationen

2006-11-12T13:52:00.000+01:00

Når biblen ikke kalder de troende i almindelighed for vidner, men i stedet beder os om at bekende, betyder det, at vi ikke skal vidne om vores oplevelser med Jesus men i stedet bekende den ene sande tro, som vi har fælles. Det tager den byrde væk fra os, at vi skal finde på effektive vidnesbyrd eller efte WC(Willow Creek)-konceptet yde "maksimal påvirkning" med vores "smittende tro". I stedet skal vi bekende troen. Det er heller ikke noget, der bare gøre. Det kræver undervisning. Men det er undervisning i troens objektive læreindhold og derfor kan de fri os fra præstationsangsten og give os frimodighed til at bekende troen.
Og mange kristne kan allerede en del. Kan man trosbekendelsen, så har man allerede noget at bekende overfor ikke-kristne.
Hvis man kan hele den lille katekismus kan man meget mere. Læs den eventuelt op ved husandagten.. Dertil kommer andre bibelvers og salmevers, som forklarer troen.
For ikke at tale om liturgien, som gentages hver søndag og derfor let kommer
ind på ryggraden.
Jeg har mere tillid til den slags bekendelses-udenadslære end til diverse kurser i at blive et effektivt vidne.

mvh magnus

Ps. dette inlæg er endnu en gang en reflektion over Klemt Preus' "The Fire and the Staff". Se bl.a. citat nedenfor i indlægget "Vidner eller bekendere"

pietisme

2006-11-06T23:01:00.000+01:00

God lille artikel om problemet med pietismen med en oversigt på sidste side over vigtige forskelle på luthersk kristendom og pietisme:
http://www.scholia.net/pdf%20and%20text%20files/pietism.pdf

Vidner eller Bekendere

2006-11-06T22:51:00.000+01:00

"Sometimes people are asked to tell others what God has done in their lives. A testimonial is a witness to what God has done in your life. Remember, though, God never asks us to witness. He asks us to confess. And to confess means to say the same thing as others. God does not want His church to listen to someone's witness unless they have been appointed by God to witness the life, death and ressurection with their own eyes. He'd rather have us confess, which we can do in the creed where we all say the same thing."

-Klemet Preus: The Fire and the Staff, - Lutheran Theology in Practice , p. 391

Personal faith

2006-11-05T22:04:00.000+01:00

"How often have you been told that you are saved by "your own personal faith," as if faith could ever be impersonal, even though the expression "personal faith" never occurs in the Bible? Faith becomes so personal it turns into a private, intimate thing that only those truly in touch with their emotions are able to share."
Klemet Preus, The Fire and the Staff -Lutheran Theology in Practice, p. 380

Lukket nadver

2006-11-02T22:57:00.000+01:00

Her er de seks læremæssige grunde, som Klemet Preus nævner som
baggrunden for lukket nadver (At kun medlemmer af kirkesamfundet eller søsterkirker kan gå til alters)
i sin ualmindeligt gode bog (som snart vil blive anmeldt på min bog-blog): 1. De, som praktiserer lukket nadver hævder, at man kan vide sikker, hvad sandheden er. 2. De hævder, at deres bekendelser uden tvivl er sandheden. 3. De tror, at visse andre kirkers bekendelser er falske og ubibelske. 4. De tror, at din kirkes lære er din lære. 5. De tror, at ens bekendelse og ens kirkes bekendelse er et vigtigere spørgsmål end livet selv. 6. De tror, at ligegyldighed overfor deres kirke og bekendelse er en synd mod Gud.

Det er virkeligheden disse punkter, som støder mennesker ved lukket nadver, for det er disse lærepunkter, den lukkede nadverpraksis demonstrerer og underviser om.

Kaldet til at følge Jesus eller WWJD

2006-10-23T21:42:00.000+02:00

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig." Mat 16,24.

Hvad vil det sige at følge Jesus. Vil det sige, at man skal forestille sig, hvad Jesus ville gøre i en given situation. Måske nok i nogle situationer. Jesus viste næstekærlighed og fjendekærlighed, og vil skal gøre det samme. Jesus overholdt de ti bud, og vi skal gøre det samme. Men hvad så, når vi går ud over de konkrete ti bud. Skal vi så gøre det samme som Jesus.

Han gik rundt og underviste, gjorde undere, og han døde på et kors for alle verdens synder. At følge Jesus vil altså ikke sige at imitere ham. Han er Guds søn, verdens frelser. Det er vi ikke.

Hvad skal vi så gøre. Det kommer jo an på, hvad vi så er. Er du præst, så skal du forkynde evangeliet rent og klart og hellere lade dit blod udgyde end billige falsk lære. Er du mor eller far, så skal du opdrage dine børn i den kristne tro og vide, at det er din fornemste pligt og den vigtiste opgave på jorden. Er du arbejder, skal du udfører dit job samvittighedsfuldt og vide, at alle slags arbejde er Guds hænder, hvormed han tjener verden. Er du barn, skal du ære dine forældre. Er du husbond, skal du ære og elske din hustru. Er er du hustru, skal du elske og underordne dig din mand. Og man kunne blive ved. Der er ikke ende på de kald vi har og de forskellige opgaver, der knytter sig til. Et er sikkert: vi skal ikke tage Jesu kors op og følge ham men vores. Det er derfor ikke vigtigt, hvad Jesus ville gøre, men hvad han vil, at vi skal gøre. I den lille katekismus under hustavlerne har Luther flere gode forslag, hvis man skulle løbe tør: http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id80.htm

Derfor kan vi heller ikke sætte regler op, som regulerer alle livets forhold, men kun de ti bud og det dobbelte kærlighedsbud.

Det vigtige er da heller ikke at finde ud af, hvad der skal gøres. Opgaverne slipper ikke så hurtigt op. Det vigtige er at være sig bevidst om, hvor kræfterne til at tjene Gud kommer fra. De kommer fra det sted, hvor vi ikke er for at tjene ham, men hvor han tjener os: i sine nådemidler, specielt når de forvaltes offentligt i gudstjenesten. Her giver Gud os hvile, når han tjener os med syndernes forladelse i sit ord, i absolutionen i skriftemålet og i nadveren, hvor han giver os selve betalingen for vores frelse; Jesu sande legeme og blod. Her forsikrer Gud os om sin nåde, så vi frimodigt kan tjene ham uden at tænke på løn og uden at gøre det for at blive frelst, men fordi vi er frelste. Og gør vi det i den tro, så er det gode gerninger, som Gud ser på med velbehag.

Discipelskab -på opfordring

2006-10-23T21:20:00.000+02:00

På opfordring vil jeg skrive lidt om mit syn på discipelskab. Senere vil følge noget om kaldet til at følge Jesus.

Ordet discipelskab findes ikke i biblen, men er afledt af ordet discipel =elev, dvs. en, der undervises. Det handler om at lade sig undervise af Jesus. Jesus siger det selv i Joh 8,31, som jeg prædikede over for nylig: Hvis i bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple.

At være Jesu discipel er i første omgang noget passivt. Det er at tage ved lære af Jesus og modtage hans ord, evangeliet om syndernes forladelse, den himmelske lære om retfærdiggørelsen for Kristi stedfortrædende gernings skyld.

Når man så er blevet en discipel, vil man også blive i Jesu ord. Ved evangeliets kraft er et nyt meneneske blevet til, som elsker Gud og hans ord. Det første i den aktive del af det, at være discipel er helliggørelse under lovens første tavle, de bud, som har med Gud og hans ord at gøre.

En discipel kæmper mod synden og gør sig ikke afguder, men elsker Gud. Derfor lyver han heller ikke om Gud eller billiger at andre misbruger hans navn til løgn. Så en discipel holder sig fra de falske lærere, som formørker evangeliets klare lys og stjæler korsets trøst fra arme syndere. Og han kommer hviledagen i hu, så han hører Guds ord, når det er muligt og kommer dér, hvor Guds nådemidler forvaltes ret og han hører og modtager ordet og sakramenterne til sin trøst og bevarelse i troen. Og spørger man ham hvorfor, svarer han glad og gerne, at det er fordi han her forsikres om sine synders forladelse af sin kære frelser, Jesus Kristus.

Den anden del af den aktive del af discipelskabet er det, at han kommer hjem fra kirke og tjener sin næste dér, hvor Gud har sat ham. Afhængig af hans/hendes stand, er der altid noget, der skal gøres: børnene skal have madpakker med, der skal vaskes op, der skal gøres rent, der skal tjenes penge hjem til familien, der er mennesker, der skal tjenes gennem ens borgerlige erhverv. Og selv om det alt sammen ser ud til at være små ting, som ikke er så fromme, så ved disciplen, at det er Gud, der har sat ham/hende her med det formål at holde hjulene i gang, og at selv disse små ting er en gudvelbehagelig gudstjeneste, selvom det ikke er gennem disse ting, Gud udbreder sit rige.

Det gør han gennem de ting, som disciplen gør under lovens første tavle, nemlig ordet og sakramenterne. Men begge dele er Gud velbehagelige, selvom de tjener hvert sit formål.

Loviskhed -menneskets grundlæggende drivkraft

2006-10-22T17:53:00.000+02:00

Her den anden dag fik jeg en folder i postkassen fra Jehovas vidner. På bagsiden reklamerede de med, at man skulle kende et træ på frugterne og at JV udbredte god moral. Den samme reklame kunne lyde fra de kirkelige retninger, som mener at evangeliet skal udbredes ved "en anderledes livsstil".

Grundlaget for sådan reklame er at tale til det gamle menneskes dybeste drivkraft -loviskhed. Alle menensker er af nature farisæere, og hvis de får en mulighed for at frelse sig selv ved god moral, vil de hellere det end søle sig til i åbenlyse synder. God moral er altså ikke et sikkert tegn på sand tro. Tværtimod, god moral eller en anderledes livsstil uden tro på evangeliet om den fuldstændige syndsforladelse, som Jesus Kristus har vundet til alle mennesker, er blot menneskers blasfemiske forsøg på at retfærdiggøre sig selv. En forkyndelse, som blot vil udbrede etik og moral er værre end ingen forkyndelse, for den vil forhærde mennesker overfor evangeliet i deres loviskhed og den tro, at de er salige.

Det har vi hørt så tit!

2006-10-07T15:47:00.000+02:00

Med den tankegang kan evangelietforkyndelsen forsvinde dér, hvor den før lød klart og rent. Vi står alle i fare for at tænke, at vi ikke behøver at høre om Guds vrede og forsoningen på korset, for det har vi jo hørt så tit, og det ved vi godt. Faren er, at vi begynder at tage lov og evangelium så selvfølgeligt, at vi ikke gider at høre det mere. Det "vigtigste" og "centrale" kan blive så vigtigt og centralt, at vi ikke mener, at det behøver blive forkyndt mere.

Lige så stille forsvinder så evangelieforkyndelsen, mens man luller sig i søvn med, at den kender alle, så den behøver ingen i virkeligheden at høre mere, -og mindst af alt de kirkefremmede. For de kunne jo blive forargede over al den tale om dom, vrede og stedfortrædende straflidelse.

Og alt imens man tror, at man missionerer, er man i virkeligheden ved at vaccinere mennesker mod det sande evangelium, som er budskabet om Guds nåde for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.

Det evangelium kan kun lyde på baggrund af lovens torden, og har man allerede, ved manglende forkyndelse af denne, bildt folk ind, at det går jo nok, og at kristendom handler om etik, så har man vaccineret dem mod lovens torden, der skal knuse gamle Adams selvretfærdighed for at bane vejen for evangeliet.

Må Gud fri os fra sådanne forkyndere, som leder fårene vild under dække af at være sande hyrder.

(Lære-)nævn?

2006-09-26T17:42:00.000+02:00

I KD idag udtaler ombudsmanden, at Folkekirken har brug for et lærenævn uafhængigt af statslige organer, så den selv kan træffe afgørelser i læresager. Jeg er for så vidt ikke uenig deri, men giver det nogen mening, når Folkekirken ikke længere har en reel lærenorm. Et lærenævn uden en lærenorm er jo som en domstol uden en lov.

Hvis Folkekirken skulle til at holde sig til den lærenorm, som er den officielle, nemlig Biblen og de lutherske bekendelsesskrifter, så ville der hurtigt blive meget at lave for et sådant lærenævn, og spørgsmålet er, om der så ville bære nogen tilbage til at sidde i nævnet, som ikke også skulle sidde anklagebænken.

Her vil nogen måske indvende, at de "bibeltro", "kirken højrefløj" da ville kunne sidde i et sådant lærenævn. Men hvis bibel og bekendelse var så vigtigt for dem, ville man også have hørt en protest mod f.eks. Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001.

For alle retninger i Folkekirken gælder reelt, at det, man ville dømme efter, ikke ville være en objektiv lærenorm, men egne meninger og kammeratskaber. Manglen på en fast lærenorm fører enten til, at menighederne mister deres retssikkerhed, fordi præsten kan prædike, hvad han vil, eller at præsterne mister deres retssikkerhed, fordi de ikke bedømmes efter noget objektivt, men tilfældigt efter kammerateriets regler.

Eksamensangst?

2006-09-25T21:44:00.000+02:00

Min kone og jeg var til messe i Romerkirken denne søndag, da vi havde lidt tid inden vi skulle til gudstjeneste. Jeg havde umiddelbart forventet en noget mere subtil undergravning af evangeliet end vi fik.

Præsten sagde direkte, at livet var som en skolegang, der skulle forberede os til en eksamen før vi kom i himlen. Han talte en del om det kristne sindelag og gav menigheden en moralsk opsang på flere områder. Der var for så vidt ikke ret meget i vejen med det enkelte moralske spørgsmål, han tog op og han talte også godt om menneskers egoisme. Men evangeliet var fuldstændigt fraværende og blev erstattet af loven som frelsesvej.

At leve med sådan en tro må være som at leve med konstant eksamensangst, blot værre. Har man nu gjort nok.

Heldigvis er livet ikke som en eksamensforberedelse. Jesus har allerede bestået eksamen for os og vi har fået studenterhuen på. Der er ikke flere karakterer, der skal gives og der er ikke nogen usikkerhed om karakteren. Jesus har scoret topkarakter for os alle. Det eneste, der mangler er translokationen, hvor vi officielt og endeligt får overrakt eksamensbeviset i alles påhør.

Ser man livet, som en forberedelse til den store eksamen, vil man kun tjene sin næste for at bestå eksamen og ikke for næstens skyld. Ja, hvis man ikke kan være sikker på frelsen på grund af Jesu objektive frelserværk og uddelt i de objektive nådemidler, ord og sakrament, da vil man aldrig kunne være sikker, men leve i eksamensangst og forsøge at forsikre sig ved hjælp af egne gerninger.

Så vil man uundgåeligt tænke: Gud har gjort sit, nu må jeg gøre mit. Men det er falsk. Gud hat gjort sit, og Jesus har gjort mit. Sådan er det. Derfor behøver vi ikke at frygte den store eksamen, men kan med huen som sikkerhed frimodigt se frem til translokationen.

Islamisering af kristendommen

2006-09-21T21:19:00.000+02:00

De sidste par år, har jeg mødt en underlig trend blandt kristne. Man brokker sig over den megen fokus på korset og frelsen, loven og evangeliet.

I stedet vil man gerne have noget praktisk, noget der har med ens hverdagsliv at gøre. man vil have vejledning i at leve sit liv her og nu i stedet for at høre om synd, dom og evig frelse ved Kristi stedfortrædende straflidelse.

Det, der undrer mig, er, hvorfor man ikke bare konverterer til Islam, hvis det er sådan en religion, man gerne vil have. For det er jo netop sådan, Islam er. I Islam kan man også tale om sin kærlighed til Jesus uden at nævne hans stedfortrædende straflidelse og soning af Guds vrede. Og i Islam kan man få hele sit hverdagsliv reguleret af praktiske regler.

Denne "praktiske" kristendom er jo slet ikke kristendom, men en islamisering af kristendommen, som trællebinder samvittighederne under loven, selvom den lover frihed.

Forskellen på kristendom og Islam ligger i korset, i betalingen for vor frelse og hverken i, om Gud kan kaldes barmhjertig eller personlig. Uden betalingen på korset, er der kun loviskhed tilbage, ligegyldigt hvor frit det ser ud.

Om nedbrydningen af den lutherske hermeneutik

2006-09-07T16:58:00.000+02:00

I doktordisputatsen "Das Ganze der Heiligen Schrift" om hermeneutik og skriftudlægning hos den ortodokse lutherske teolog Abraham Calov, beskriver Volker Jung opløsningen af den lutherske hermeneutik(p. 225). I den lutherske hermeneutik stod skriften over udlæggeren og bar selv sin udlægning med sig. Men dette ændrede sig. På Calovs tid satte socinianerne, Grotius og arminianerne udlæggerens ratio(fornuft) over skriften, som det, der bar udlægningen. Hos sværmerne og Rathmann var det det "åndsbegavede" subjekt, som bar udlægningen.
Disse to subjektorienterede tilgange blev dels til den historisk-kritiske metode og dels til den pietistiske hermeneutik, hvor den genfødte individ var bærer af udlægningen frem for skriften selv.

Mon ikke begyndelsen til modernistisk bibelfortolkning og Kants erkendelsesteori med dens udløbere i både modernisme og postmodernisme skal findes her. Det viser, at den pietistiske/sværemeriske hermeneutik slet ikke er så forskellig fra den rationalistiske/historisk-kritiske. Siden dette skift har det vekslet mellem de to tilgange, men heller ikke en nyere "postmoderne" tilgang kommer ud over det subjektorienterede, men fortsætter i samme skema.

Det, vi må vende tilbage til, er en luthersk hermenutik og epistemologi, hvor det er teksten, der bærer udlægningen og hverken fornuften eller åndsfylden.

I den såkaldte bibeltro lejr er der brug for et opgør med pietismen før man kan komme ret langt i den retning.

Før-kantiansk hermeneutik og erkendelsesteori

2006-08-31T21:52:00.000+02:00

Jeg sidder lige og læser artiklen Vorkantianische Hermeneutik fra Kerygma und Dogma(se link).
Han gør sig nogle interessante betragtninger om forholdet mellem erkendelsesteori og hermeneutik med udgangspunkt i luthersk ortodoksi, herunder Matthias Flacius Illyricus, Johann Gerhard o.a.
Han skriver bl.a. at hos Kant blev erkendelsen ikke til ved de ydre objekters virkning, men ved erfaringsformerne hos det erkendende subjekt. Det er elementær kantianisme. Herimod forudsatte den ældre lutherske hermeneutik at forståelsen kom i stand gennem det ydre ords virkning, ligesom aristotelismen hævdede, at erkendelsen blev skabt af det erkendte objekt. (Aristoteles var nu ikke så dum endda).
Modernisme og postmodernisme synes at ligge mere på linje her end den lutherske ortodoksi ligger på nogen af dem.

Stop re:koloniseringen

2006-08-29T20:05:00.000+02:00

Re:gen: http://www.re-gen.dk/default.asp
Re:search: http://www.re-search.dk/